> ene gang <

20. marts – 18. marts 2012

Gennem et helt år kan publikum opleve værket > ene gang < i parken og inde i Norske Hus. Det er en audiowalk – et tekst- og lydværk skabt specielt til vandring i parken ved Sophienholm, og det afsluttes efter en svimlende opstigen med en lyd- og lysinstallation inde i Norske Hus. Det er en lydvandring gennem parken inspireret af Friederike Bruns liv og virke omkring 1800-tallet som digter og skaber af kultursaloner, af hendes liv som kvinde, søster, hustru, mor, rejsende og sjæleveninde med samtidige digtere og andre kulturpersonligheder.

Værket bygger på ideen om den ideelle vandring i den romantiske have her tilføjet en tekstlig og lydlig dimension, på begrebet Norske Hus – et sublimt sted i den romantiske have – filtreret og bearbejdet gennem et samtidskunstnerisk blik.

Værket er skabt af digter og billedkunstner Astrid Gjesing og komponist Birgitte Alsted.