Steen Larsen – Road

3. marts – 12. april 2012

Velkommen til et tidligt forår på Sophienholm med maleren Steen Larsen i fartens og dynamikkens tegn.

Det er heldigvis billeder, man kan se hvad forestiller! Men tag ikke fejl. Som det gør sig gældende for al god kunst, ligger der ”noget under”. En optagethed af kontrasten mellem natur og kultur, som udmøntes i flotte, spektakulære malerier af biler i landskaber. Og ud ad vejen, fra et punkt til et andet, ligger alle historierne om stederne og os eller de andre.

Når Steen Larsen – for ham er det jo – nu udgiver sin bog og samtidig åbner udstillingen af samme navn – ROAD – først på Sophienholm og derefter på KunstCentret Silkeborg Bad, ligger der et stort og langvarigt arbejde forud. På Sophienholm ”opdagede” vi Steen Larsen i forbindelse med udstillingen ”Nyt dansk landskabsmaleri” i 2003, hvor han udstillede sammen med 5 andre yngre malere, der gav hver deres bud på en moderne fortolkning af en gammel tradition, nemlig landskabsmaleriet.

Steen Larsens maleriske (og fotografiske) inspiration er oplevelser på vejen og i naturen. Oplevelser, der i lykkelige øjeblikke bliver til sindstilstande, som bliver bearbejdet og forenklet til ”mentale” landskaber, hvori der skjuler sig utallige tolkningsmuligheder. Der er noget meget mystisk over det.

De fleste af hans malerier er imponerende, monumentale, og panoramiske. Og ud over spillet mellem lys og mørke, himmel og hav, ser vi også næsten altid et spil mellem natur og kultur i form af for eksempel en bro, et jernbanespor, en landingsbane, en fjern bebyggelse, et spor, en bil eller en VEJ.

Det er netop Steen Larsens omfattende arbejde med vejen, der er det kunstneriske omdrejningspunkt for denne bog og udstilling. Vejen – The Road – er den logiske konsekvens af to passioner, der mødes; naturen og biler. Men samtidig er det også et tema, der rummer uanede muligheder fordi fortællingerne aldrig stopper.

Udover de monumentale billeder indgår også den fotografiske proces som et projekt i udstillingen. Her har kunstneren været on the road og set alting i dobbelt forstand gennem en linse.

Den flot illustrerede bog Road, der er udgivet af Sophienholm i forbindelse med udstillingen, har tekst af kunstkritikeren Lisbeth Bonde. Og den fungerer som både overblik og tilbageblik på Steen Larsens arbejde med vejen som inspiration. Bogen fortæller om dette tema, og giver samtidig et interessant indblik i hvordan Steen Larsen arbejder med sine emner rent teknisk. – Om naturens betydning, fotografiets betydning og det altafgørende magiske øjeblik.

 Parkerede drømme. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

Parkerede drømme. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

 Route Atlantic Twilight. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

Route Atlantic Twilight. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

 Route Atlantic Blue. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

Route Atlantic Blue. Olie på lærred. 100x200 cm. 2011

 Route Noir I. Olie på lærred. 100x150 cm. 2011

Route Noir I. Olie på lærred. 100x150 cm. 2011