Carl Henning Pedersen og Sidsel Ramson: ”Kunst og Kærlighed”

17. november - 13. januar 2019

Med Carl-Henning Pedersens akvareller og Sidsel Ramsons fotografier fra deres mange rejser fortælles med denne udstilling historien om deres inspirerede samliv. Et liv baseret på kærlighed og kunstneriske samspil mellem hendes fotojournalistik og hans fabulerende billedsprog.

”At rejse er at leve” skrev H.C. Andersen i ”Mit Livs Eventyr” fra 1855. At rejse var også en essentiel inspirationskilde for maleren Carl-Henning Pedersen og fotografen Sidsel Ramson gennem deres 30 år sammen. Deres mange rejser til fremmede himmelstrøg og andre kulturer, hvor de med hver deres udtryksform nedfældede deres indtryk – han i farvemættede malerier og akvareller, hun i fortællende fotografier - resulterede i en spændende dialog mellem de to kunstnere.

Hvor hun med sin kameralinse kommer helt tæt på mennesker i situationer fra dagligdag, fest, krig og fattigdom - billeder, der også er overraskende aktuelle i dag - gengiver han i sine farverige akvareller lyset, varmen og fremmedheden i sin fantasikunst. For ham var rejser forbundet med at male akvarel – det var hans form for dagbog.

Med parallelle dagbogsskildringer land for land giver udstillingen et indblik i, hvordan maleren og fotografen omsatte deres oplevelser til individuelle kunstneriske undtryk i et kærligt samspil. Akvareller, ikke tidligere udstillet, og velkomponerede, dynamiske fotografier fylder væggene på Sophienholm.

Gratis omvisninger for udstillingens gæster den 18. november og den 9. december kl. 15.00.

Der afholdes saloner den 29. november, hvor kulturformidler Nette Børkdal giver et billedforedrag om Cobra, samt den 10. januar 2019, hvor Lotte Korshøj, museumsleder på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts museet i Herning, vil causere om kunst og kærlighed. Begge gange kl. 19.30. Billetter a 50 kr.

 Sidsel Ramson og Carl-Henning Pedersen fotograferet i København 1994 af Finn Rosted

Sidsel Ramson og Carl-Henning Pedersen fotograferet i København 1994 af Finn Rosted

 Carl-Henning Pedersen: Jerusalem

Carl-Henning Pedersen: Jerusalem

 Sidsel Ramson: Haiti

Sidsel Ramson: Haiti