Parken


Sophienholms særlige kvaliteter skyldes meget beliggenheden. Parken med dens store og små bygninger udfolder sig i smuk harmoni med de naturgivne forudsætninger – den blødt formede græsmark på skrænten ned mod Bagsværd sø, vendt mod aftensolen med Frederiksdals løvrige skove i ryggen. Mon ikke det sted, hvor hovedbygningen nu står, altid har været et rart sted. Engang for hjortene at søge skygge i kaprifolieduftende egekrat. Engang for jægerne til at slå sig ned i græsset for en hurtig frokost med blikket vendt mod solens glitter i søens stille vand. Sophienholms særlige kvaliteter skyldes også tiden. Landstædernes tid, hvor en ny klasse af rige mænd, som tjente deres penge i byen, ønskede at leve den gamle herremands naturnære liv nogle korte sommermåneder. Endelig har Sophienholms ejere sat deres præg på stedet. Holmskiold (1767-1790), familierne Brun (1790-1836) og Aller (1883-1964) og nu sidst Lyngby-Taarbæk Kommune har alle givet deres bidrag til stedets karakter.

Den første ejer, T. Holmskiold, var generaldirektør i postvæsenet, men var tillige meget interesseret i botanik. Det er nærliggende at forestille sig, at den fornyelse af de danske skovbrug, som gennemførtes på den tid, også har sat sine spor i parken. Den smukke gruppe af akacietræer syd for lysthuset og rødbøgen på plænen nord for hovedbygningen er måske plantet som følge af interessen for sjældne træer. Det er også på det tidspunkt, at lindealleen vest for hovedbygningen er plantet. Alleen førte mod vest ud til en lund af ædelgraner, et træ som var blevet indført til landet af skovøkonomiske grunde.


Pyrmonteralleen

Frederikke Brun lader alleen kalde "Pyrmonteralleen" efter en allé ved det tyske kursted Pyrmont, hvor hun havde opholdt sig. I 1817 beskæres alleen for at danne en løvgang i lighed med vinhaverne i Italien. Det fortælles, at tøndebunde blev sømmet på toppen af de beskårne stammer for at tvinge de nye skud ud til siden og derved danne en løvgang. I løvgangen kunne herskabet promenere uden at blive generet af solen. Det var ikke fint at være solbrændt, og kun datidens simple folk, bønder og lignende, som ikke kunne undgå det, var solbrændte. Efter mange års beskæring er træerne igen skudt op og har udviklet nye kroner med mange stammer. Formen benævnes kandelabertræer på grund af ligheden med en stor flerarmet lysestage.

Syd for gartnerboligen findes et ægte kastanietræ, som er plantet omkring 1830. Men Holmskiolds største bidrag er ikke de sjældne træer. Det er selve stedet. Det må være ham, som med sikker fornemmelse har placeret landstedet i landskabet. Måske kendte han den engelske landskabshave, hvor der lægges vægt på samspillet mellem bygning og landskab.

Constantin Brun og hans hustru Frederikke lod i perioden 1802-05 den franske arkitekt Joseph Ramée ombygge det gamle Sophienholm til dets nuværende skikkelse. Ombygning og tilbygning af hovedbygningen fulgtes op med nye haveanlæg og nye havebygninger. Stedet blev som helhed en landskabelig og romantisk have. Dermed forstås et anlæg, hvor natur, haver og bygninger bliver ét, med det formål at gøre tilværelsen til en flugt fra virkeligheden; en flugt, som kan opleves med så mange variationer som muligt. Portnerboligen blev oprindeligt opført som en hytte med gotisk præg. I den modsatte ende af parken står det norske hus og indbyder den besøgende til en rejse i fantasien til norske fjelde med nåletræer. Hovedbygningen havde nu efter Ramées ombygning fået et præg af italiensk villa på en græsskråning, hvor hvide æsler græssede. Alt dette var en del af tidens ånd i Europa, som takket være Frederikke Brun blev importeret til Sophienholm.


Kanoer

Haveanlægget, som arkitekt Joseph Ramée havde projekteret, blev udført og brugt, sådan som det var tænkt. Arkitekten forstod at udforme tidens parkidealer, og bygherren, familien Brun, forstod at bruge parken. Fra denne tid stammer de mange bygninger i godt samspil med terrænet, traditionen om de mange åndfulde personligheders parkpromenader og især de to smukke haverum, som Joseph Ramée skabte nord og syd for hovedbygningen. I det nordlige haverum ligger den hvide bygning ved foden af skrænten som en perle i en musling. I det sydlige haverum bliver huset til en tilskuer i et stort amfiteater, hvor skuespillet udfolder sig ved søbredden. Naturen har givet betingelserne for denne magtfulde løsning. Arkitekten har benyttet sig af den.

Medens man kan sige, at familien Brun på sin raffinerede måde dyrkede flugten fra virkeligheden, så var det metoderne til at fastholde virkeligheden, fotografiet, som i særlig grad optog Carl Aller, Sophienholms næste markante ejer. Han dyrkede blomster med stor interesse. I Paradehuset, drivhuset, hvor man dyrkede prydplanter, havde han sjældne planter, og i den lille terrasserede have, som han fik anlagt nord for drivhuset, eksperimenterede han med sarte blomster, som kunne trives der på de solvarme terrasser. Men fremfor alt eksperimenterede han med at fastholde virkeligheden som billeder – han var passioneret fotograf. Meget tidligt forsøgte han sig med farvefotografering, helt sikkert med tanke på, hvordan han skulle gengive billederne i sine blade.

Der er to grunde til, at minderne fra Allerperioden i dag er få. De balustrader og andet haveudstyr, som Aller fik lavet, var udført af beton. Det meste har ikke kunnet tåle tidens tand. Den anden grund er smagens skiften. De festlige former, som klunketiden yndede, var ikke respekteret, da Sophienholm gennemgik den store restaurering i begyndelsen af 60-erne. En karakteristisk ting er dog delvist tilbage – fotograferingstrappen, der nu indgår i skulpturprojektet ved Norske Hus.

Der her igennem tiderne været en strøm af besøgende på Sophienholm. Et landsted var i høj grad et sted, hvor man tog imod gæster – holdt selskaber og havde logerende. Med kommunens overtagelse blev denne tradition fortsat. Det var hensigten med istandsættelsen i 1963 at gøre Sophienholm tilgængelig for så mange som muligt. Der blev anlagt en parkeringsplads i den gamle frugthave. Terrænet mellem hovedbygningen og paradehuset blev formet som terrasser for servering og ophold. Der blev opført en anløbsbro, således at Bådfarten, som sejler på Furesøen og Lyngby sø, også kunne anløbe Sophienholm. I parken kan man nu slentre hen over store græsflader og slå sig ned der, hvor man har lyst.


Sommer i parken


Det var hensigten, at det nye anlæg skulle respektere de gamle værdier, men ikke gøre stedet til et museum. Efter mange års erfaring kan man nu se, at det gamle landsted fungerer fint og er blevet et yndet udflugtssted. Men synet på det historiske ændrer sig til stadighed, så en skønne dag vil man måske forsøge at nyplante Holmskiolds ædelgraner og Frederikke Bruns roser.

Sven-Ingvar Andersson

Introduktion

Arkitekturen

Salonlivet

Parken