Eremitagen og Bjergbestigersken


Norske Hus

Statens Kunstfond skænkede i 1993 kunstværket Eremitagen og Bjergbestigersken til Lyngby-Taarbæk Kommune. I kunstværket skabt af billedhugger Hein Heinsen, civilingeniør Erik Reitzel og landskabsarkitekt Torben Schønherr indgår skulptur, havekunst, arkitektur, møbelkunst, litteratur, historie og filosofi. Tilsammen et stykke kulturel og minimalistisk æstetik, som her mødes med naturen og sætter fantasien i svingninger.

Linien
Linien udført af muld, græs og vedbend bevæger sig fra et ikke defineret punkt i søen, gennem skulpturområdet ved Norske Hus og videre gennem skoven over grønningen til Sophienholms drivhuse. Linien er ikke en akse, den krummer, kobler sig ikke på nogen eksisterende bevægelse i haven, den er en del af kunstværket. Linien som et udstrakt stykke tid, der hvis den blev videreført ville møde sig selv og beskrive evigheden.

Grundlæggelsen
Fundamentet under Norske Hus er udgangspunkt for kunstværket. Et fundament støbt i lys beton i samme mål som fundamentet under Norske Hus danner et voldsomt klippefremspring. Længderetningen vender mod nord og Norge.

Læsningen
Inde i Norske Hus er stillet en væg placeret over fundamentets nordvestlige hjørne. På hjørnet overfor det nordøstlige står en kopi af arkitekten Gerrit Rietvelds berliner stol fra 1923. Stolen er asymmetrisk og gør derved siddestedet til et usikkert sted. Væggene er malet i stolens lysegrå toner. I Norske Hus sad berømte danske digtere i en fjern fortid. Nu uddeles nøglen til huset som et legat for litterater. Ved indvielsen i 1993 modtog digteren Peter Laugesen den. Her til eremitagen kan digteren søge hen og meditere, måske skrive.


Trappe

Bjergbestigersken
Statuen er en krop som søger at rejse sig. Men tynges af omgivelserne, som er indfoldet i den. I modsætning til andre skulpturer står statuen ikke på soklen, men under den. Den er en usikker form på et usikkert sted.

Opstigning og nedstigning
Trappen beskriver en halvcirkel, hvis centrum er forskudt i forhold til statuen. Ved op- og nedstigning kan statuen ses i mange vinkler. Forholdet mellem statuens udsigt og beskuerens forskydes både horisontalt og vertikalt. Trappen er en del af kunstværket, som også forholder sig til den gamle fotograferingstrappe.

En skillelinie
Gelænderet danner en selvstændig figur, følger trappens inderside og løber ud på fremspringet i en bue.

Cobraloftet

Norske Hus

Hein Heinsen

Hanne Varming

Ib Spang Olsen

Ingvar Cronhammar

J. Haugen Sørensen

Pontus Kjerrman

Torben Schønherr

Anker Hoffmann

Leif Sylvester

Gunnar Westman