Udstillinger 2005


Skagen/Kerteminde

30. oktober 2004 – 22. januar


Skagen/Kerteminde

Udstillingen fortæller i 150 malerier og skitser den hidtil ukendte historie om lighedspunkterne og forbindelserne mellem de to malerkolonier. Der har ikke tidligere været fokus på en eventuel samhørighed, idet der var en halv generation imellem "Skagen" og "Fyn", og kunstnerne fra de to kolonier så vidt vides ikke omgikkes hinanden i større stil. Men malerne i Skagen og Kerteminde var optaget af det samme – at skildre Virkeligheden i farve og lys. I opposition mod Akademiet blev nye dagligdags­motiver sat på dagsordenen: Naturen under vejret, livets vilkår, haven og hjemmet, kunstnerne selv og deres passion for jagten eller livet på stranden. Skagen og Kerteminde er begge fiskerbyer og har begge en storslået natur omkring sig med et helt specielt appellerende lys – Skagens Gren og Fyns Hoved. Skagens barsk og storslået, Fyns med en blidere karakter.


Island – sagaøen

29. januar – 28. marts


Island – sagaøen

Med ønsket om at sætte fokus på kunst i nordisk perspektiv, arrangeres denne gang en udstilling om Island – set af danske og islandske kunstnere igennem mere end 150 år. Tanken er at uddybe kendskabet til de dansk/islandske kulturforbindelser og gensidige inspirationer. Udstillingen kan ses som et eksempel på kunstens rolle i skabelsen af den nationale identitet og selvstændighed. Den første generation af islandske landskabskunstnere var i udpræget grad knyttet til det danske kunstmiljø (akademiet i København), og hele det kunstneriske selvstændighedsprojekt frem mod 1944 fandt sted i et parløb mellem kunstnere, der hver for sig også var borgere i begge riger. Udstillingen fokuserer på tre perioder: "Kolonitiden" 1834-1900, "Frigørelsestiden" 1900 – 44 og "Republikken" 1944 – til nu (Olafur Eliasson o.a.).


Maleren Hans Scherfig

8. april – 3. juli


Maleren Hans Scherfig

Den 8. april 2005 er forfatteren, debattøren, provokatøren og maleren Hans Scherfigs 100 års fødselsdag. Og Sophienholm ønsker – med åbning på selve dagen – at indhente det forsømte forår med en stor udstilling af hans malerkunst. Et værk, der har vist sig at være meget omfattende. For en stor del kommer man til at færdes i en veritabel jungle med Scherfigs herlige urskovsfantasier, men også mere ukendte sider af hans værk og univers belyses – rejseskitser, illustrationer, mytologiske billeder, udsmykninger mv. Samtidig vil der være en udstilling på Arbejdermuseet i København, som viser Hans Scherfig fra den mere samfundsdebatterende side.


Kjeld Heltoft & Pontus Kjerrman

9. juli – 4. september


Kjeld Heltoft & Pontus Kjerrman

I et parløb mellem en nutidig maler – Kjeld Heltoft – og en nutidig billedhugger – Pontus Kjerrman – sættes der fokus på DEN FORTÆLLENDE KUNST. Heltoft – maler og mangeårig formand for kunstnersammenslutningen Corner er nu selv på scenen, hvor han i sine farverige malerier og tegninger viser os hvordan han ud fra den nærmeste fuglerede, sommerfugl, uglen i Zoologisk Have eller det enkelte menneske søger at bevæge sig over mod den universelle sammenhæng. – Drømmen om at kunsten uden indviklede forkla-ringer skal gøre opmærksom på fundamentale og kærlige energier har han tilfælles med billedhugger Pontus Kjerrman, som med sine fabulerende templer, bænke, hestemennesker og andre fabeldyr vil befolke bygninger og park.


My room

10. september – 9. oktober


My room

Årets Septemberudstilling arrangeret af Lyngby Kunstforening består denne gang af en præsentation af en række danske og engelske kunstnere. Op gennem halvfemserne har kunstscenen i London markeret sig med et stærkt og banebrydende fokus på avantgarden. London-scenen er lige nu en multikulturel smeltedigle af kunstneriske udtryk. Der er på dansk en tæt sproglig forbindelse imellem tilstanden "væren" og det fysiske rum "værelse". Alle otte kunstnere er inviteret til at forholde sig både mentalt og fysisk til hvert deres udstillingsrum. De udstillende kunstnere er Better Lübbert, Ture Andersen, Carin Faaborg, Paola Pivi, Christina Mackie, Dagmar Radmacher, Hiroko Nakao og Adam Chodzko.


Hollandsk realisme

22. oktober – 30. december


Hollandsk realisme

Her bydes et dansk publikum på en enestående chance for at opleve et møde med udlandet – nærmere betegnet Holland, som skønt tæt på os alligevel føles som langt væk. Holland har en stor og rig tradition når det gælder den realistiske malerstil. Meget mere end andre lande. Her tænkes naturligvis først og fremmest på 1600-tallets berømte still-leben, interiør- og landskabs­malerier. Men hollænderne kan også i dag. Sophienholm har i samarbejde med den danske nyrealist Dennis Møgelgaard udvalgt 10 af de ekstremt dygtige – i Holland "verdensberømte" – kunstnere til en udstilling, hvor man kan få syn for sagn.



Tilbage til oversigten

Aktuel udstilling

Udstillinger 2017

Tidligere udstillinger