Udstillinger 2014


Corner 2014

18. januar – 23. februar


Corner 2014

Kunstnersammenslutningen Corner har efterhånden taget fast ophold på Sophienholm i forårssæsonen, hvor publikum bliver budt på et stadigt fornyende møde med nogle af samtidskunstens bedste udøvere af den ekspressive/figurative malerkunst. En udtryksform, der også kendetegner Corners internationale venner og gæster fra så forskellige yderpoler som England og Kina. I England er det London Skolen og i Kina er det beslægtede kunstnere fra Indre Mongoliet. Corners mål falder fint i tråd med Sophienholms, hvis mission det netop er at formidle den kvalitative, figurative, ekspressive, levende kunst ud til publikum i form af maleri, tegning, foto, kunsthåndværk, skulptur, m.v. Foruden hovedbygningen er også café, staldbygning, drivhus og Norske Hus i brug til udstillingen. Læs mere


GLASSS

28. februar – 21. april


GLASSS

I en opfølgning på samarbejdet mellem Holstebro Kunstmuseum og Sophienholm i 2004 vises en større præsentation af dansk unikaglas udført af kunstnere, som har gjort sig gældende med et stort talent inden for de sidste ti år. Den er med til at sætte fokus på en kunstart, som har vundet fodfæste i kunstinstitutionen, og er i stærk fremdrift. Udstillingen vil give et bud på væsentlige tendenser i dansk glaskunst. Og selv om nytte- og brugsværdier i dag ofte er af underordnet betydning i glaskunsten, så er de dog ikke ladt helt ude af betragtning i studio glasset. Der er givet plads til både det rene, skulpturelle udtryk og glas-installationer samt de mere traditionsforbundne urformer som skåle og fade. De 14 udstillere er Lene Bødker, Tobias Møhl, Pipaluk Lake, Stig Persson, Steffen Dam, Christina Rivett, Pernille Braun, Karen Lise Krabbe, Lotte Thorsøe, Susanne Jøker Johnsen, Marie Retpen, Jeannet Iskandar, Tillie Burden og Maria Koshenkova. Læs mere


Kay Christensen

26. april – 19. juni


Kay Christensen

Dansk maler (1899-1981) – kendt og skattet i sin samtid, og indkøbt til mange museer, men lidt ”glemt” siden. Kay Christensen modtog undervisning hos den legendariske Aksel Jørgensen, men var ellers fortrinsvis autodidakt. Han havde en omfattende rejsevirksomhed og var en lang årrække bosiddende i Paris. Han var en fabulerende fortæller, både gennem sine billeder og på skrift. Inden for dansk kunst forblev Kay Christensen en ener med sin unikke sans for farvens udtryksfuldhed og stoflige skønhed. Det blev til billeder med drømmelignende motiver, hvor forgrund og baggrund glider sammen. Værkerne har strejf af magi og poesi, men også uhygge og længsel. I lighed med Marc Chagall lod Kay Christensen indimellem sine figurer danse eller svæve i rummet; som symboler på de længselsfulde forsøg på at opnå eller komme ind bagved skønheden og lykken. Kay Christensen udgør en særlig plads i dansk malerkunst. Tiden er derfor inde til at præsentere en fyldestgørende og retrospektiv udstilling med hans poesifyldte værker. Udstillingen arrangeres i samarbejde med Kunstmuseet ARoS i Århus. Læs mere


Kay Bojesen

28. juni – 21. september


Kay Bojesen

En udstilling om den danske sølvsmed og designer Kay Bojesen (1886–1958), som var manden bag børnenes elskede abe, og manden bag det internationalt prisbelønnede nationalbestik Grand Prix – et legebarn, der tog kunsthåndværket dybt alvorligt. Man kan vel næsten kalde Kay Bojesen for en multikunstner. Skønt uddannet sølvsmed med både korpusarbejder, smykker og bestik på samvittigheden, var det nok kærligheden og sjælen i træskærerarbejdet, der endte med at stå ham nærmest og være hans varemærke i en helt unik, enkel og udtryksfuld form. Eksempelvis hans livgarder fra 1942, aben fra 1951 og elefanten og papegøjen fra 1950-erne. Herudover designede han børnemøbler og gyngeheste. – Kay Bojesens tidlige sølvarbejder var inspireret af art nouveau og jugendstil, senere anvendte han rene former med glatte blanke overflader. Hans bestik fra 1938 vandt i 1951 (i en rustfri stål-udgave) førsteprisen på Milano-triennalen. Han var også i en længere periode manden bag ”Den Permanente” – snedkermestrenes udstilling for kunsthåndværk og kunstindustri. Dele af hans værker, både bestik og trælegetøj, er på grund af stor efterspørgsel sat i produktion igen. Læs mere


Figurativ Fokus

27. september – 23. november


Figurativ Fokus

Her mødes seks malere fra tre europæiske lande: Danmark, Tyskland og Holland. Malere som i udgangspunktet benytter sig af det figurative billedsprog i den type maleri som Émile Zola bl.a. hentydede til da han sagde, at ”et kunstværk er et stykke natur set igennem et temperament”. Sophienholm har i samarbejde med den danske nyrealist Dennis Møgelgaard, som også deltager i udstillingen, udvalgt en række af de ekstremt dygtige – i de respektive lande "verdensberømte" – kunstnere til en udstilling, hvor man kan få syn for sagn. Malere som, på trods af lande, grænser og aldersforskel, gennem årene har haft en anerkendende kontakt til hinanden, selv om de også har bevæget sig i forskellige retninger, med hensyn til tema og teknik. Udstillingen viser landskabsiagttagelser set igennem grafikerne Walter Herzog´s og Siemen Dijkstra´s temperamenter. Piet Sebens repræsenterer stilleben-maleriet. Herman Markard figurmaleriet og Dennis Møgelgaard portrætmaleriet. Peter Van Poppels udtryk er en særlig form for surrealisme. Det gælder for alle de inviterede kunstnere, at de med deres raffinerede billedsprog har tilstræbt at placere barren højt. Læs mere


Vintersol

29. november – 11. januar 2015


Vintersol

Lyngby Kunstforening vil med udstillingen Vintersol vise kunst, der inspirerer sanserne på de besøgende – børn som voksne. Udstillingen har flere kunstneriske udtryksformer i billedkunst, skulpturer, film og performance – og er tilrettelagt med henblik på at skærpe børn og unges iagttagelsesevne og oplevelse af kunst, uden at der gås på kompromis med udstillingens kunstneriske kvalitet og attraktion for voksne besøgende. De udstillende professionelle kunstnere er – eller har været – tilknyttet værkstedet på Statens Museum for Kunst, hvor de har beskæftiget sig med børn og billedkunst. Ved fremstillingen af deres egne værker til kunstudstillingen under fællestemaet Vintersol, har de derfor kunnet trække på deres erfaringer herfra. Der vil i udstillingsperioden være aktiviteter for børn, som stimulerer sansning, nysgerrighed og fantasi – såvel på selve Sophienholm som i Staldbygningen og på det udendørs areal. Læs mere




Ret til ændringer forbeholdes!



Tilbage til oversigten

Aktuel udstilling

Udstillinger 2017

Tidligere udstillinger