Udstillinger 2023

Udstillingsplakat fra Take Care

Installationsfoto - fotograf Torben Eskerod

Installationsfoto - fotograf Peter Christian Christensen

Installationsfoto - fotograf Peter Christian Christensen

TAKE Care

med værker af AK Dolven (NO), Minna Kangasmaa (FI) og Pernille Egeskov (DK)
3. marts - 29. maj 2023

Tre nordiske kunstnere indtog Sophienholm med et vigtigt tema om den svære balance i de nære og store relationer.

“Take Care” er et enkelt udtryk, der samtidigt rummer en dobbelttydighed: både som en opfordring til at beskytte og drage omsorg for noget, men også at være agtpågivende og på vagt.

Fra den finske by Oulu kom Minna Kangasmaa med værker i både porcelæn, fotografi og brændt træ, og brudstykker af tidligere værker i nye konstellationer. Her så man et af Kangasmaas særtræk, nemlig at hun lader sine værker bygge op, bryde ned og genopstå i samme materialer, men også i nye former og kontekster på næste udstilling. Det har hun gjort igennem flere år - som generation efter generation af en værkserie.

Generationer spiller også en stor rolle i norske A K Dolvens praksis, og det så man i de værker, der var udvalgt til udstillingen. Her så man både den ældre generation, teenageren og storfamilien til middag i værker, der pirkede til beskuerens faste forestillinger og empati. Samtidig er Dolvens stærke tilknytning til sit geografiske udgangspunkt i Nordnorge altid til stede, og de store relationer mellem menneske og natur var også i spil.

Pernille Egeskov var den tredje kunstner på udstillingen, og også i hendes værker sås paralleller mellem menneskelige relationer og naturen. En konstant vekselvirken mellem nærhed og brud, ømhed og afstand. Egeskov arbejder i både skulpturer og tableauer og er især kendt for sine poetiske værker i tekstiler og ’objekt trouve’ med det, hun kalder ”taktil erindring”. Som fx den ægte antikke alkove, der var blevet omskabt til en poetisk fortælling, der både rækker tilbage til fjern fortid, gennem jordens geologiske lag og helt frem til den moderne teknologi, der i dag gør det muligt at flytte os gennem cyberspace til hvor eller hvad, vi end drømmer om.

Udstillingen var kurateret af Pernille Egeskov i samarbejde med Sophienholm og var støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond, City of Oulu, Arts Promotion Centre Finland, Det Letterstedske legat, Gustaf Packaléns Mindefond og Statens Kunstfond.

 

 

Tina Ratzer i Norske Hus - fotograf Thomas Juul

Installationsfoto - fotograf Elias M. Herltoft

Plante - Pigment - palette

Af Tina Ratzer i Norske Hus
31. MARTS - 7. MAJ 2023

Tina Ratzer har igennem det sidste halve år arbejdet med Norske Hus i Sophienholm Park som sit atelier og kunstneriske omdrejningspunkt. Om udstillingen siger Ratzer: ”Jeg søgte Norske Hus, fordi der er en vidunderlig energi ved stedet, og jeg så potentialet i at kunne arbejde midt i skoven i resonans med naturen, hvor jeg har kunnet dyrke min passion for farver og håndværk. Jeg har indsamlet forskellige plantearter til udtræk af naturligt pigment. Herfra har jeg fremstillet planteblæk og indfarvet silke og uld.

I udstillingen PLANTE - PIGMENT – PALETTE er hovedværket 28 enkeltstående farvekapsler syet i patchwork, der er hendes take af områdets naturlige farvepigmenter omsat i form. I skoven har hun trukket snore mellem træerne med sit farvede tekstil, der bevæger sig i vinden, og på træstammerne i skovbunden har hun snittet mantraer ind.

Om Tina Ratzer (f. 1971)

Ratzers kunstneriske praksis er præget af taktile, sanselige og geometriske udtryk i en afbalanceret farvesammensætning. Kunstværkerne smelter sammen i komplekse kompositioner, der altid fuldendes af overraskende håndværksmæssige detaljer. Ratzer er dimittend fra Kunsthåndværkerskolen Kolding, hvorfor netop kunsthåndværket udgør en betydelig del af hendes arbejde.

 

 

Installationsfoto

S.L.O.A.P

af Jeremy Walton i Norske Hus
7.-15. juli 2023

”Spaces left over after planning” – S.L.O.A.P. er en term fra arkitekturen og med titlen hentyder Jeremy Walton til at han med sit projekt i Norske Hus har valgt at arbejde uden forudbestemt endemål. Og uden den form for struktureret planlægning, der normalt kendetegner designprocesser i fx møbeldesign, som Jeremy Walton også praktiserer. Norske Hus er i sig selv et sted, der i mange år har stået hen uden en plan og uden at blive brugt. Da arkitekten Joseph Ramme oprindeligt placerede den norske hytte i parken, var det netop med hensigten at skabe et sted, der var afsides, hvor man kunne opholde sig uden den formalia, der gjaldt i hovedhuset, og hvor al indtagelse var ”en eremitage”, dvs. uden opvartning. Et sted til leg og kontemplation, som man romantisk forestillede sig livet på fjeldet i Norge.

Jeremy siger om sit projekt: ”Min eneste plan var ikke at have andre planer end at undersøge papirmager-proces fra pulp til papir, og at prøve mig med at forme papiret over organiske former. I dette tilfælde har jeg duplikeret et gammelt stengærde, der går langs med en sti, der leder ned til Norske Hus. Dette har været en udforskende proces, og hvor meget jeg har opdaget og opfundet i løbet af processen, ved jeg endnu ikke. Der er stadig meget at høste for mig fra denne proces og flere tekniske aspekter at afklare og lære. Men jeg har erfaret, at det har været en nydelse at arbejde på denne måde, let for kroppen, roligt, næsten meditativt.”

Værket ”A Piece for a Place” er et work-in-progress til udstillingen SE23 (Snedkernes Efterårsudstilling 2023), der åbner til oktober på Tunnelfabrikken i Nordhavn. Waltons fokus i værket er på materialet og skabelsesprocessen og mindre på funktionen. Værket vil i sin endelige form blive fritstående uden træ-bæringerne og vil præsenteres som: et møbel til at skabe et rum i rummet.

Som Norske Hus selv – før og nu - et rum i rummet. Uden for planen. Udenfor tid og sted. Uden krav eller forpligtelser.

 

 

Peter Callesen ser på Venedig - privatfoto

Peter Callesen, Ejendele - All my Belongings, 2023 - fotograf Anders Sune Berg

Peter Callesen, Alle i Samme Båd? detalje, 2023 - Fotograf Anders Sune Berg

PÅ Dybt vand

af Peter Callesen
9. juni - 1. oktober 2023

I udstillingen ’På dybt vand’ undersøgte Peter Callesen vandets enorme betydning for mennesket – både på et fysisk og et psykisk eksistentielt plan. Det skete med både meterhøje og bittesmå skulpturer - i papir. Resultatet var spektakulært og tankevækkende.

Peter Callesen har markeret sig som en mester i en helt særlig kunstnerisk disciplin: papirklip. Med udstillingen satte han fokus på et helt særligt tema: vandets store betydning for menneskets fortid, fremtid, og på vores helt basale samhørighed med vandet på godt og ondt - fra oprørt hav til oversvømmelse, stormflod og ismasser.

PETER CALLESEN (f. 1967) Dansk billedkunstner uddannet i London og Århus. Hans værker bevæger sig fra det miniature til det grandiose, og fordi han har en lethed og enkelthed og et glimt i øjet, kan han italesætte alvorlige emner som døden, ensomheden og i denne udstilling klimaforandringerne.

Udstillingen er støttet af: 15. Juni Fonden, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Spar Nord Fonden og Statens Kunstfond.

 
 

 

Uddrag af udstillingens digt - skrevet af Søren R. Fauth

Når verden læner sig frem 03 af Lærke Posselt

Når verden læner sig frem

med digte af Søren R. Fauth og fotografier af Lærke Posselt i Norske Hus
14. okt. - 12. nov. 2023

Fauths og Posselts værker kredsede om og undersøgte emner, som går langt tilbage i vores kulturhistorie: længslen efter at smelte sammen med naturen, efter at overskride sig selv i mødet med den anden, det fremmede, efter det der er på den anden side af ordene. Længslen efter stilheden og helheden. Menneskets skæbne er, som den tyske lyriker Rainer Marie Rilke udtrykker det i sine betagende og dunkle Duino elegier, at være overfor. Men der findes øjeblikke, hvor verden pludselig læner sig frem, kommer os i møde, overmander os så stærkt at selv jeg’et må give slip på sine fikseringer og forsvarsmekanismer, sine utallige definitioner af inde og ude, før og nu, mig og dig, mit og dit.

Udstillingen var kurateret af Victor Meyer Christensen.

SØREN R. FAUTH (f. 1971) debuterede i 2013 med langdigtet Universet er slidt og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, bl.a. Digt om døden og senest Dagene, drømmene. På Ekbátana har han tidligere udgivet digtsamlingen På Jupiter findes fortiden ikke med fotografier af Frej Rosenstjerne. Har derudover oversat en række bøger fra tysk, senest Thomas Bernhards Forstyrrelse. I 2021 modtog han Jan Sonnergaards mindelegat for sit arbejde.

LÆRKE POSSELT (f. 1984) er fotograf og billedkunstner. Hun har modtaget adskillige priser, herunder bl.a. World Press Photo, Pictures of the Year international og Kronprinsparrets Stjernedryspris. Hendes værker har været udstillet i bl.a. Øksnehallen, på Fotografisk Center, Holstebro Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst, Willumsens Museum og Kvindemuseet (nu: KØN).

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond

 
 

 

Nina Saunders, She may not be your friend but she is your hairdresser, 2017 - foto Jenny Sundby

Installationsfoto, Frederik Nystrup-Larsen og Oliver Sundqvist, 2023 - Foto Jenny Sundby

Installationsfoto, Julian Juhlin, 2023 - Foto Jenny Sundby

Det materielle liv

12. oktober - 24. januar 2023

Gennem værker af Nina Saunders, Frederik Nystrup-Larsen og Oliver Sundqvist, Julian Juhlin, Kaspar Bonnèn, Ulrik Crone, Jakob Kolding, Rose Eken, P.C. Skovgaard, Elisabeth Jerichau Baumann og C.W. Eckersberg stillede udstillingen skarpt på kunstens forhold til de ting, vi omgiver os med og bruger til meget mere end blot deres praktiske funktion.

Udstillingen Det materielle liv lånte sin titel fra Marguerite Duras’ bog af samme navn. En bog der består af brudstykker af samtaler, forfatteren har med sin svigersøn. Samtalen springer mellem både små og store spørgsmål, gør korte ophold ved strøtanker og kommenterer på tematikker for straks at springe videre til noget andet.

Dét gjorde Sophienholm efter, da vi udstillede værker af ti forskellige billedkunstnere som brudstykker af den samtale, vi gerne vil åbne om forholdet til det materielle. Til ting.

Kunsten er en vigtig stemme i den samtale, netop fordi den taler fra to steder: som en symbolik med et budskab, men samtidig som materiale i sig selv. På gangene gav vi ordet til den immaterielle kunst med brudstykker af poesi – med alt fra den amerikanske samtidsdigter Juliana Spahr til Oehlenschläger.

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond

 
 

 

Udstillingsplakat - Kiosk Studio

Louis Scherfig, Den lille familie, 2023 - foto Jenny Sundby

Simon Hjermind Jensen, Frugt, 2023 - foto Jenny Sundby

Katja Bjørn, Flora, 2018 - foto Jenny Sundby

Astrid Gjesing, Lysets Tøven, 2000 - foto Jenny Sundby

Julian Juhlin, Childhood Sublime, 2023 - foto Jenny Sundby

Pernille Egeskov, Encapsulated, 2019 - foto Jenny Sundby

NYT LYS 23

22. november 2023 - 21. januar 2024
Med værker af Julian Juhlin, Pernille Egeskov, Louis Scherfig, Simon Hjermind Jensen, Katja Bjørn og Astrid Gjesing

Udendørs udstilling i parken

Få steder i hovedstadsområdet føles mørket så intenst som i parken omkring Sophienholm Kunsthal, der for tredje gang tændte værkerne i kunstudstillingen Nyt Lys 23.

Seks fremtrædende samtidskunstnere, der alle arbejder med lys som medie, skabte hver deres lys i mørket omkring Sophienholm og inviterede parkens besøgende til at gå på opdagelsesrejse og opsøge værkerne, der var fordelt i parkens mange afkroge, grotter og bygninger. Undervejs stødte man på Simon Hjermind Jensens arkitektoniske kastanjebladsskulptur, de frodigt fabulerende og menneskenære videoprojektioner af Katja Bjørn samt den Reumertvindende Julian Juhlins voldsomme børnefantasi af en støjende spilautomat, som bimlede og bamlede midt i skovens dybe, stille ro. I mørket lyste også Louis Scherfigs installatoriske iscenesættelse af Sophienholms historiske legehus op sammen med Pernille Egeskovs dobbelttydige vindue og neon-poesiens grand old lady Astrid Gjesings Rømer-referencer i lys lue.

Nyt Lys 23 var støttet af Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Lyngby-Taarbæk Kommune, Tømmerhandler Johannes Fogs Fond, Knud Højgaards Fond og Dreyers Fond.