100 års dansk keramik

9. juli – 8. september 2019

Sophienholms sommerudstilling handler om Værkstedskeramikken, som i de seneste 100 års tid har udviklet sig til et fagområde, der bevæger sig mellem kunstnerkeramik og brugskunst med udgangspunkt i pottemageriet.

Potteskår fra Danmarks oldtid vælter til stadighed op af den danske muld, når arkæologerne graver efter fortidens spor i jorden. Skårene vidner om, at leret gennem århundrederne har været et vigtigt materiale, når der skulle fremstilles brugsgenstande. Den ældste keramik i Danmark stammer fra Ertebølle-kulturen fra ca. 4600-3900 f.Kr. Selv om metal og plastik siden har gjort leret rangen stridig om at være det foretrukne materiale i de danske køkkener, lever landets stolte tradition for lertøj videre i det kunsthåndværk, der den dag i dag sætter sit præg på mange danske hjem.

Hvor oldtidens pottemagere formentlig var lokale håndværksmestre med små produktioner, blev produktionen af keramik organiseret i det 18. og 19. århundrede med oprettelsen af en række professionelle virksomheder. Fra grundlæggelsen af Den kongelige Porcelainsfabrik i 1775, over Bing & Grøndahl (grundlagt i 1853), til Kähler (1839), Ipsen (1843), Hjorth (1862), og Aluminia (1863), bredte keramikken sig fra en eksklusiv produktion målrettet de få og de velhavende til det voksende borgerskab, der udstyrede deres hjem med æstetiske brugsgenstande i ler.

I 1880’erne skete der dog noget helt specielt med fabrikanten Johann Wallmanns keramiske værksted i Utterslev lidt vest for København. Her havde han ansat pottemagere, der kunne det keramiske håndværk. Han inviterede så billedkunstnere til at komme og samarbejde med dem om at udføre unikt kunstnerkeramik, hvor æstetikken skulle gå hånd i hånd med funktionaliteten. Det var beslægtet med den engelske Arts & Crafts bevægelses ønske om at højne livskvaliteten ved at højne den æstetiske kvalitet af brugsgenstandene i hjemmet.

Dette møde mellem håndværket og kunsten skulle tilføre brugskunsten noget unikt: en ny glæde ved at bruge håndlavede unikagenstande i en tid, hvor industriens masseproduktion var i fremmarch. Nu ændrede fokus sig fra brug til kunst. Hos Wallmann skabte bl.a. Thorvald Bindesbøll fra midten af 1880’erne og ca. et årti frem en række keramiske værker, der revolutionerede kunsthåndværket. Mødet mellem kunsten og håndværket blev indledningen på den særlige danske tradition for design. Dette ægteskab mellem den kunstneriske form og den praktiske funktion er endnu ikke slut, men lever videre i bedste velgående, hvilket den aktuelle udstilling vidner om.

Udstillingen er kurateret af Carsten Bagge Laustsen, som er passioneret samler af dansk keramik. Det er hans private samling, der danner grundstammen i udstillingens præsentation af dansk keramik gennem hundrede år, suppleret med lån fra en række andre private samlere, Designmuseum Danmark, og keramikerne selv. Udstillingen byder således også på værker, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden, men som står hjemme hos helt almindelige mennesker, hvis hjerte banker for leret.  Udstillingen præsenterer således kærligheden til den danske keramik fra Bindesbøll og hans kollegers revolutionære eksperimenter til keramiske værker, der er taget ud af ovnen for ganske kort tid siden. Det er ikke en encyklopædisk udstilling, der påberåber sig at komme rundt i hver eneste krog af dansk keramik, men den giver et righoldigt overblik over en vigtig og historisk del af den danske kulturarv gennem de viste ca. 500 værker.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Det ny Kastet i Thisted og Skovgaard Museet i Viborg, hvor den vises ultimo 2019 og primo 2020.

billede 1.jpg
billede 2.jpg
billede 3.jpg
_DSC7092.jpg