Udstillinger 2002

billedvaev.jpg

Billedsprog i billedvæv
12. januar - 10. marts

For også at få tekstilkunsten som kunstnerisk disciplin og udtryksform frem i lyset, arrangeres denne gang en udstilling, hvor en række professionelle vævere med hver deres forskellige billedudtryk og valg af materialer udstiller sammen: Margrethe Agger, Helle Baslund, Anne Bjørn, Jette Erlandsen, Annette Graae og Berit Hjelholt (som vi jo næsten dagligt kan konfronteres med bag Folketingets talerstol). Endvidere har gruppen inviteret gæsterne Anet Brusgaard, Ane Henriksen og Hanne Skyum.


palle-nielsen.jpg

Palle Nielsen
23. marts - 9. juni

En udstilling som vor berømte tegner og grafiker Palle Nielsen selv var med til at planlægge, inden han desværre døde sidste år. Han har været en afgørende forudsætning for udviklingen af dansk grafik, først og fremmest ved sit eksempel, men også gennem sin profession som professor på Kunstakademiet i København. I sine talrige billedserier har Palle Nielsen suverænt skildret det anonyme storbymenneske, livet på gaderne mellem husene og de magtfulde monumentalbygninger, isolation, afmagt og angst. - Desværre uhyggeligt forudseende og aktuel med terrorangrebet mod New York på nethinden. Hans tegninger, linoleums- og træsnit, raderinger og litografier er udgivet i serier, kendt som f.eks. Den fortryllede by, Orfeus og Eurydike, Nekropolis, Katalog, m.m.fl.


zoo.jpg

Kunstnerne i Zoologisk Have
22. juni - 15. september

En udstilling centreret omkring Københavns Zoologiske Haves fascinationskraft på kunstnerne. Et sted hvor de i stort tal har søgt ud for at få inspiration og lade sig inspirere af den “vilde”natur. Især i tiden før den store charterturisme tog over og gjorde verden mindre. – Udstillingen bygges op med værker af fortrinsvis danske kunstnere fra Fynboerne og op til nu. Eksempelvis Johannes Larsen, Frits Syberg, Peter Hansen, Mogens Bøggild, Sikker Hansen, Valdemar Andersen, Knud Kyhn, Gitz Johansen, Jane Muus, Uffe Christoffersen, John Olsen. Men også kunstnere fra vores nabolande, som blev tiltrukket af København i almindelighed og Zoologisk Have i særdeleshed: Bruno Liljefors, Gustav Vigeland, Edvard Munch o.a.


september.jpg

On a Clear Day
21. september - 20. oktober

Udstillingstitlen peger på de utallige relationsspring, der sættes i aktion ved den kunstneriske handling og ved beskuerens møde med et værk. Titlen leder tanken hen til både et reelt eksisterende sted og til forestillingen om et sted: – et landskab, et æstetisk territorie. Septemberudstillingen er arrangeret af Lyngby Kunstforening i samarbejde med Marianne Grønnow og Bodil Nielsen som udstiller sammen med Adam Chodzko (UK), Tacita Dean (UK), Jenny Marie Johnsen (N), Hege Lønne (N), Hanne Nielsen/Birgit Johnsen (DK), Nils Erik Gjerdevik (DK), Johan Nobell (S), Mads Gamdrup (DK), Benny Dröscher (DK), Wapke Feenstra (NL), Marian Breedveld (NL), Hans Holten (DK), Jesper Dalgaard (DK), Nikolaj Recke/Kirstine Roepstorff (DK), Tanja Lelgemann(D/I), Tan Lin (USA) og Pernille Albrethsen (DK).


merete-barker.jpg

Merete Barker – Quo vadis
2. november - 12. januar 2003

"Hvor går vi hen?" – spørger en af vores betydelige yngre kunstnere, som har markeret sig kraftigt siden starten i Ny Abstraktion i 80’erne. Mange udstillinger, medlem af Grønningen, og deltager i den aktuelle debat. Fra eksponent for den abstrakte rumkunst har hun bevæget sig via computerkunst og ornamentale forløb til stadigt mere stoflige og procesorienterede arbejder. Værkerne udmønter sig dels i installationer og skulpturer, men først og fremmest i store, drivende lærreder, der giver forestillinger om bjerge, urtid, byer, vældige scenerier – ikke for ingenting inspireret af Palle Nielsen. Men i en helt anderledes – og farverig – form.