Salonlivet
Maleri af Friederike Brun af C. W. Eckersberg, ca 1818, som kan ses på Sophienholm takket være en donation fra Jorck’s Fond. Fotograf Ture Andersen
Storkøbmand Constantin Brun malet af Jean Laurent Mosnier, 1800
Ida Brun bekranser buste af sin mor - P.F. Hetsch, 1803
Da Sophienholm blev erhvervet af Constantin Brun (1746-1836), bliver det begyndelsen til en storhedstid for stedet, som har gjort det udødeligt i dansk kulturhistorie. Det skyldes, at Constantin Brun hustru Friederike Brun (1765-1835) benyttede Sophienholm til sine sommersaloner og her samlede tidens danske og udenlandske åndsliv.
Sophienholms storhedstid som salon var 1810-1816. Friederike Brun udsmykkede stuerne med tegninger og grafik hentet fra sine mange rejser til Rom, Schweitz og andre steder. Hendes kontaktnet var stort. Nogle af de besøgende kendte hun fra barnsben, hvor hendes far Balthasar Münter som præst ved San Petri Kirke i København var et af de førende medlemmer af den toneangivende tyske kreds i København. Hertil kommer venner og bekendtskaber fra Friederike Bruns mange rejser til udlandet i perioden 1781-1810 samt forfattere, komponister og kunstnere fra det vi i dag kalder den danske guldalder: de tyske filosoffer F. G. Klopstock og J. W. Goethe, digterne B. S. Ingemann, Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og Jens Baggesen, komponisterne C. E. F. Weyse og Friedrich Kuhlau, malerne C. W. Eckersberg og J. L. Lund samt videnskabsmanden H. C. Ørsted. Kongehuset og adlen besøgte også hendes saloner. Udover på Sophienholm afholdt Friederike Brun også salon i vinterresidensen i København, i dag er kendt som Moltkes Palæ, og på rejser i udlandet ikke mindst i Rom.
Når Friederike Brun planlagde en salonaften, vidste hun hvem, der skulle introduceres for hvem, samt aftenens musikalske indslag. Et vigtigt indslag i Friederike Bruns saloner på Sophienholm var datteren Adelaide Caroline Johanne Bruns (kaldet Ida) attitudedans.
Attituden er et tableau for én person ofte udført uden scenografi. Når dansen standser, står danseren, her Ida Brun, i et stillbillede, som en antik skulptur f.eks. Morgenrødens gudinde Aurora. Standsningen illustrerer overgangen fra det levende til det døde og forskellen mellem den naturlige krop og den ideelle marmorskulptur. Attituden var et modefænomen omkring 1790 og 1820 og blev anvendt inden for forskellige æstetiske discipliner som dans, drama, maleri, litteratur m.m.