Papirteater

En Gammel tradition i skoleferierne

næste gang: 27. december kl. 13

Skatteøen på papirteatrets minimalistiske scene - foto Per Høyer

Oplev det historiske papirteater blive vækket til live, når klassiske fortællinger bliver spillet for et publikum udstyret med teaterkikkerter. Underholdning fra før skærmene tog over - ved modelteaterspecialist og -entusiast Per Høyer. Genopdag det eventyrlige, miniature univers, der er skabt til at forene på tværs af generationer i teatrets magiske verden.

Nyd de klassiske fortællinger, som har fornøjet generationer i flere hundrede år. Efter forestillingen er der mulighed for et smugkig i kulissen.

Billetter a 125 kroner inkl. entré til aktuelle udstilling i kunsthallen, som kan ses enten før eller efter forestillingen. Unge mellem 18-25 år 50 kroner - børn u/18 år 25 kr. Børn under 10 år bør ledsages af en voksen.


2026


juleferien

JULEFORESTILLINGEN Nøddebo Præstegård

Søndag 27. december kl. 13

Forestillingen tager publikum med på en morsom og underholdende tur til den idylliske Nøddebo Præstegård omkring juletid, hvor de farverige karakterer og deres skæve historier, sørger for masser af latter og sjov på scenen. En teateroplevelse, der bringer smilene frem og sætter gang i lattermusklerne hos både børn og voksne. 

Køb billet


2027


Vinterferien

De 3 musketerer

Lørdag 20. februar kl. 13

En forestilling med fart over feltet, der tager sit publikum til 1600-tallets Frankrig, hvor sværdkampe, kærlighed og eventyr venter i Alexandre Dumas’ klassiske fortælling om De Tre Musketerer.

Køb billet


påskeferien

hans og grete

Lørdag 27. marts kl. 13

Grimms klassiske eventyr om Hans og Grete bliver til en uhyggelig forestilling i børnehøjde, hvor to børn efterlades i skoven af deres fattige forældre og havner i et hus lavet af slik og kager, som beboes af en menneskeædende heks.

Køb billet


efterårsferien

skatteøen

Lørdag 23. oktober kl. 13

Oplev Robert Louis Stevensons roman Treasure Island, der i hænderne på papirentusiast Per Høyer er blevet til en virkelig underholdende og action-præget forestilling for både børn og voksne.

Køb billet



Da Sophienholms tidligere beboere, familien Aller, i 1914 begyndte at udgive komplette miniature teaterforestillinger i deres ugeblad Familie Journalen, gjorde de med et trylleslag papirteatret folkeligt og noget alle familier kunne samles om.

Som en hyldest til den gamle tradition og Familien Allers folkelige gave, kan nutidens familier igen samles foran det lille papirteater på Sophienholm.

Per Høyer Stensnæs er manden bag forestillingerne og udover sit virke som næstformand i Modelteaterforeningens Sjællandskreds er han også idemanden til hjemmesiden Månemandens penge og projektet 40 dukketeatre kommer til København.

Bag scenen i papirteatret - foto Per Høyer