kunstudstilling
corner 2011
15. januar – 27. februar 2011
Det bærende element i Kunstnersammenslutningen Corners årlige udstilling er fortællingen, og den bliver på Corner 2011 på Sophienholm skildret i alle kunstens teknikker. 40 af Corners egne kunstnere samt fem gæster fra Danmark, Sverige, England og Spanien viser deres fortællinger i malerier, skulpturer, grafik, tegninger, fotos, film og installation.
Blandt gæsterne er fire gengangere fra sidste år: Politikens tegner, den prisbelønnede Roald Als, som med sin daglige satire og humor underholder avisens læsere, Lars Physant, der bygger sine billeder op som relieffer i et utal af planer og arbejder med en slags malet visuelt digt med krydsreferencer mellem den indre og ydre verden, den svenske maler, Alba Enström, der skildrer kvinder og deres beklædning i alle mulige situationer og med et kærligt, erotisk tvist, den engelske billedhugger Cathie Pilkinton, som åbner for et helt nyt univers med dyr og motiver fra eventyrverden. Nyheder på Corner er den israelsk-franske kunstner Daniel Enkaoua, der giver den figurative tradition en helt ny mening og endelig den dansk-hollandske kunstner Bert van Veldhuizen, som viser sine fortællinger i en lysinstallation på Sophienholm.
”Vi har valgt nogle gæstekunstnere, som på hver deres måde fortæller de nære historier. De er forskellige i udtryk og indhold, men har det figurative motiv til fælles. Og derfor passer de godt ind i Corner,” udtaler billedkunstner Lars Ravn fra Corner.
Corner og Kina
Corner har været knyttet til Kina siden 1930’erne, og i 2011 er det 50 år siden, at Corner udstillede i Beijing. De seneste år er samarbejdet med kinesiske kunstnere blevet intensiveret. Sidste år udstillede en række Corner-kunstnere i Kina, og det gentages i 2011 i Fujian-provinsen. Corner fejrer samarbejdet med Kina med en koncert med seks sangere fra det Indre Mongoliet, som vil fremføre den meget sjældne sangteknik Mongolsk Strubesang den 2. februar 2011, dagen for det kinesiske nytår.
”Den kinesiske tradition altid har været domineret af det figurative og fortællende, ligesom Corner, som dyrkede stilarten selv i 1930’erne og 40’erne, hvor den abstrakte kunst med fx COBRA var ”in” i tidens Danmark. Vi har derfor mange fællestræk med kinesisk kunst,” forklarer Lars Ravn.
Corners udstilling byder også på klassiske koncerter af Per Nørby Hansen og Annette Friisholm, jazz med Chris Minh Doky og film af Jacob Jørgensen, der portrætterer de to kunstnere Kaspar Bonnén og Kathrine Ærtebjerg. Se mere på www.corner.dk
Til udstillingen udgives et katalog over hele udstillingen samt et særkatalog om Cathie Pilkington. Begge kan købes på Sophienholm under udstillingen.
På Corner 2011 udstiller
Henning Andersen, Elisabeth Bergsøe, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Helle-Vibeke Erichsen, Mogens Gissel, Lars Grenaa, Bente Hansen, Gustav Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Kjeld Heltoft, Tove Hummel, Edith Isaac-Rose, Jacob Jørgensen, Jens-Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Kirsten Klein, Janne Klerk, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Ulrik Møller, Egon Bjerg Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen, Dick Nyhuus, Mogens Nørgård, Knud Odde, Martin Richard Olsen, Celia Paul, Lene Rasmussen, Lars Ravn, Paula Rego, Morten Skovmand, Oddvar Torsheim, Hanne Varming, Tong Wang, Claus Ørntoft, Roald Als, Alba S. Enström, Daniel Enkaoua, Lars Physant, Cathie Pilkington og Bert van Veldhuizen.
Fakta om Kunstnersammenslutningen Corner
• Kunstnersammenslutningen blev stiftet i 1932
• 45 kunstnere fra Danmark og udlandet er medlemmer i Corner
• Corners Venner tæller mere end 1000 medlemmer
• Corner 2011 er 4. årlige udstilling på Sophienholm
• Corners kunstnerne kuraterer selv deres årlige udstilling
• Corners sidste udstilling i Charlottenborg Udstillingsbygning var i 2007