kunstudstilling med kvindelige malere født mellem 1850 og 1950
En plads i solen
18. juni – 14. august 2011
Der er fokus på det kvindelige kunstneriske blik, når Sophienholm slår dørene op til en præsentation af små 80 værker – herunder malerier, skulpturer, tegninger, grafik og installationer. De kvindelige kunstnere får på Sophienholm en plads i solen.
Med sommerens udstilling om kvindelige danske kunstnere født mellem 1850 og 1950 kan man fremprovokere spørgsmålet: hvorfor en udstilling specielt med kvindelige kunstnere, når det ville være helt utidigt at lave en tilsvarende udstilling specielt med mandlige kunstnere?
Svaret er, at en lang række kvindelige kunstnere i årenes løb har stået i skyggen af deres mandlige kolleger, og at der stadig er brug for at promovere kvindelige kunstnere og sætte særlig fokus på talent, udfoldelse og værkformer blandt kvinder, der (1888) som samlet køn fik forsinket adgang til professionel uddannelse.
Udstillingen lægger vægt på kunstnerisk kvalitet, et kvindeligt blik og på begrebet ”det ophøjede i det nære”, som er omdrejningspunkt for valg af værker, og som tilsammen henleder opmærksomheden på de kvindelige kunstneres motivvalg.
Man får her mulighed for at træde ind i kunstneriske områder, som har været hvide felter i historieskrivningen. Afsættet tages i kunsthistoriker og kurator Eva Pohls bog ”En plads i solen – Kvindelige kunstnere født mellem 1850 og 1930”. Udstillingen udvider dog rækken af kunstnere, så der også er lejlighed til også at møde kunstnere, der født efter 1930.
Udstillingen pointerer kvalitet og styrke i kvindelige kunstneres arbejder i et spænd over 100 år, hvor man kan møde Anna Ancher, Emilie Mundt, Alhed Larsen, Astrid Noack, Olivia Holm Møller, Jane Muus, Francisca Clausen, Sonja Ferlov Mancoba, Olivia Holm Møller, Christine Swane, Else Alfelt, og mange flere, som desværre ikke er iblandt os mere.
Af de nulevende er det bl.a. Helle Thorborg, Bodil Kaalund, Hanne Varming, Lene Rasmussen, Merete Barker, Jytte Rex, Viera Collaro, og Margrete Sørensen, der repræsenterer ”det ophøjede i det nære”.
Eva Pohls bog om de kvindelige kunstnere kan købes på udstillingen for 198 kr.