Lyngby kunstforenings udstilling

Vintersol

29. november 2014 – 11. januar 2015

Lyngby Kunstforening vil med udstillingen Vintersol vise kunst, der inspirerer sanserne på de besøgende – børn som voksne. Udstillingen har flere kunstneriske udtryksformer i billedkunst, skulpturer, film og performance – og er tilrettelagt med henblik på at skærpe børn og unges iagttagelsesevne og oplevelse af kunst, uden at der gås på kompromis med udstillingens kunstneriske kvalitet og attraktion for voksne besøgende. De udstillende professionelle kunstnere er – eller har været – tilknyttet værkstedet på Statens Museum for Kunst, hvor de har beskæftiget sig med børn og billedkunst. Ved fremstillingen af deres egne værker til kunstudstillingen under fællestemaet Vintersol, har de derfor kunnet trække på deres erfaringer herfra. Der vil i udstillingsperioden være aktiviteter for børn, som stimulerer sansning, nysgerrighed og fantasi – såvel på selve Sophienholm som i Staldbygningen og på det udendørs areal.

De udstillende kunstnere er: Birgitte Lund, Carina Zunino, Cecilia Westerberg, Christina Hamre, Espen Brandt-Møller, Hanne Ravn Hermansen, Henrik Menné, Karen Land Hansen, Lærke Lauta, Malene Hartmann, Mette Vangsgaard, Michael Boelt Fischer, Michael Hansen, Nanna Starck, Peter Bøttger, Peter Callesen, Rasmus Danø, Signe Dahlerup, Suzette Gemzøe, Tine Hecht-Pedersen og Tine Jakobsen.

Katalogforside

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et katalog. Kataloget kan stadig købes for 30 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk