kunstudstilling af janne klerk
Danmarks Kyster
11. juli – 13. september 2015
Fotografen Janne Klerk (f. 1953) præsenterer nu tre års arbejde, en fotografisk fortælling om Danmarks mangeartede kyster, men hendes fotografiske rejse og nysgerrige søgen efter scener og sammenhænge er livslang.
Da Janne Klerk fra barnsben har haft problemer med synet og senere skullet gennemleve øjensygdomme og indgreb, blev det en nødvendighed for hende, bogstavelig talt, at stille skarpt på en hel unik måde – en nødvendighed fordi Janne Klerk vil se, indfange og beskrive omverdenen for os.
Janne Klerk startede sit arbejde som fotograf i 1977 og var tilknyttet Gregers Nielsen fra 1979 til 1981. Lysten, skæbnen og et letsindigt mod, som stadig er Janne Klerks drivende kraft, bragte hende videre til freelance arbejde i filmbranchen. I årene 1992 – 2008 var hun desuden fotografisk konsulent for Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Gl. Dok.
Fra 1995, hvor Janne Klerk efter en rejse til Albanien viste sin første separatudstilling på Nationalmuseet og til i dag, er fotografiet hendes helt personlige og udtryk. Udstillingen på Nationalmuseet muliggjorde et ophold på kunstner og forsker refugiet San Cataldo på Italiens Almalfi kyst. Dette arbejdsophold på San Cataldo mundede ud i endnu en udstilling og siden bogen Golfo di Salerno (2002, Rhodos) og muliggjorde yderligere et længerevarende ophold i Japan. Tre måneder i Kyoto, og rejser i de omkringliggende egne, resulterede i et stort billedmateriale. Dette blev til bogen Altid strømmer floden, dog er vandet aldrig det samme (2001, Rhodos). Japanrejsens inspiration førte til eksperimenterende arbejde med teknikken fotogravure samt udstillinger i ind- og udland.
Efterfulgt af Japan-projektet fotograferede og tilrettelagde Janne Klerk en bog for virksomheden Toyota (2000, Rhodos) og fik til opgave at fotografere og tilrettelægge en bog for Klitgården i Skagen. Arbejdet med bogen om Klitgården (2003, Rhodos) gav efterfølgende anledning til Janne Klerks første samarbejde med forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Og her begyndte et forløb af samarbejder med en række forfattere, hvis temaer bevæger sig i kunstneriske såvel som videnskabelige retninger.
I år 2008 blev Janne Klerk inviteret til at deltage i projektet Danmark under forvandling. 14 fotografer skulle give deres helt individuelle ’nutidsbillede’ af Danmark. Resultatet blev i 2010 en udstilling (vist på Museet for Fotokunst, Brandts) og trebindsværket Herfra hvor vi står (2010, Gyldendal). Projektet havde givet frie hænder til at arbejde inden for et selvvalgt tema, hvor Janne Klerks fotografiske fokus blev ’Danmarks kyster’. Danmark under forvandling blev herefter, i 2011 indledningen til en fornyet langstrakt færd - til lands og til vands - omkring landets kyster.
Janne Klerks mål var at realisere en bredere og ren fotografisk fortælling. Fortællingen er nu afsluttet med denne udstilling og udgivelse af bogværket Danmarks kyster - en fotografisk fortælling af Janne Klerk.