kunstudstilling
corner 2016
23. januar – 28. februar 2016
Kunstnersammenslutningen Corners årlige udstilling på Sophienholm har denne gang undertitlen "Figurative fortællinger om indre og ydre virkeligheder". 32 af sammenslutningens kunstnere deltager sammen med seks gæstekunstnere i Corner 2016, der som altid har den fortællende figuration i centrum.
Mange medier er i spil, og sanserne inviteres til udforskning af taktile udtryk i strikkede skulpturer, digitale tegninger, i maleri, grafik, tegning, keramik, installation. Værkerne fremstår som intense beretninger fortalt i små og store formater.
Kvindelige kunstnere fylder ikke så meget i det offentlige rum, som deres arbejde berettiger til. Det ser kunstnerne i Corner gerne ændret, så i år har sammenslutningen udelukkende inviteret kvinder med som gæstekunstnere. Corner glæder sig til at dele rum med Helle Baslund, Isabel Berglund, Linda Bjørnskov, Mia Nelle Drøschler, Ida Kvetny og Mie Olise. Flere af vores gæster har studeret i udlandet og bringer perspektiverne fra deres udenlandske ophold med til udstillingens fællespulje.
Corner er blandt meget andet også rum for et generationsmøde. I år er yngste deltagende kunstner født i 1980 og ældste i 1926. Hver kunstner bærer et mærke af sin tid, der formidles i værket og til beskueren. Nutidighed er også at have fortiden med sig.
Installation i Norske Hytten og fællesprojekt på mezzaninen
Anita Viola Nielsen har til Corner 2016 skabt en stedspecifik malerisk installation om erindring og relationer. Med spejle, bannere og artefakter er Norske Hus omskabt til et lille tempel, hvor man kan mindes, huske og sende tanker. Værket er tilegnet Michael, Anita Viola Nielsens bror, der kun blev 47 år. Mezzaninen indtages i år af Morten Skovmand, Egon Bjerg Nielsen og Bente Hansen med fællesprojektet “Mellemrummet”, der udforsker mellemstationerne i det kunstneriske arbejde på tværs af materialer, format og teknik.
Kunst på nettet
Fra mandag den 25. januar vil udstillingens over 400 værker kunne ses på Corners hjemmeside, hvor værkerne kan købes online i kunstnernes butikker.
Udstillende kunstnere
Henning Andersen, Elisabeth Bergsøe, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Daniel Enkaoua, Alba S. Enström, Helle-Vibeke Erichsen, Bente Hansen, Gustav Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Kjeld Heltoft, Elisa Jensen, Claus Handgaard Jørgensen, Jens-Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Kirsten Klein, Janne Klerk, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Anita Viola Nielsen, Egon Bjerg Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen, Mogens Nørgaard, Knud Odde, Lars Ravn, Morten Skovmand, Hanne Varming, Tong Wang og seks gæster: Helle Baslund, Isabel Berglund, Linda Bjørnskov, Mia Nelle Drøschler, Ida Kvetny og Mie Olise.
Corner 2016 er muliggjort ved støtte fra en række sponsorer. Tak til Toyota Fonden, 15. JUNI Fonden, AUGUSTINUS FONDEN, Frimodt-Heinke Fonden, Oticon Fonden, Knud Højgaards Fond og Trepilefonden og tak til Corners Venner.
I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et katalog. Kataloget kan stadig købes for 75 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk