kunstudstilling

karin birgitte lund

14. september – 10. november 2019

Med en blyantssamling af dimensioner – Danmarks største samling må man tro – tegner Karin Birgitte Lund (f. 1946) sine ofte gigant store blyantstegninger.  Tegningerne kræver oceaner af tid og en tålmodighed, der er en sjælden evne nu til dags. For år tilbage tegnede hun en parafrase over Leonardo da Vincis fresco i Milano ”Den sidste nadver” en tegning på 5 x 2 meter. Et år tog det at fuldføre dette værk. Tegningen blev udstillet på Sophienholm, og nu er kunstneren atter tilbage på Sophienholm med en stor separatudstilling ”Kapitler” med værker fra et langt liv med blyanterne og med de motiver, der i årenes løb har tiltrukket hende. 

Motiverne er upåagtede, efterladte, henkastede ting eller blot spor deraf.  Tegningerne er gennemarbejdet ned i den mindste detalje, respekt for håndværket, i glæde over at ”hånden” er med.

Med disse egenskaber er det ikke tilfældigt, at det var Karin Birgitte Lund der i 2007 blev udvalgt til at designe og tegne Kongeriget Danmarks nye seddelserie, med motiver af oldtidsfund og broerne, som binder landet sammen på kryds og tværs. Sedler som alle danskere på godt eller ondt har i hånden hver eneste dag. Originaltegningerne udstilles nu for første gang.

Udover et bredt udsnit af kunstnerens værker gennem tiden, fra rejser og ophold i Rom og Athen og mange andre steder, udstilles også ”40 tegninger til 40 sagaer”.  Illustrationer til det nyoversatte fem binds værk ”Islændingesagaerne”, der udkom i 2014. 

Tegningerne illustrerer sagaerne med motiver fra vikingetidens og middelalderens Island, Danmark, Norge og Sverige. De giver gennem kunstnerens moderne fortolkning indtryk af denne tids spændende æstetik. Billederne er således inspireret af de islandske håndskrifter, kalkmalerier fra danske kirker, norske stavkirker og gotlandske billedsten. Og derudover en serie helt nye tegninger i store formater.

Til udstillingen hører et illustreret katalog ”Sagatid og Nutid”.

Offentlig omvisning søndage kl. 15: d. 22. september, d. 6. oktober og d. 20. oktober.

Særarrangementer d. 10. oktober kl. 17,  d. 24. oktober kl. 14, og d. 31. oktober kl. 19.

Katalogforside

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et flot illustreret katalog. Kataloget kan stadig købes for 75 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk

Skarpsallingkarret, tegning

Skarpsallingkarret, tegning

Blyantssamling

Blyantssamling

Avende Kirke

Avende Kirke

Island, tegning

Island, tegning