kunstudstilling af Henrik Saxgren

Fra Tønder til Thule
– Det meditative landskab

21. april – 13. juni 2021

 

En udstilling hvor bekueren får Saxgrens intense fotografiske blik på de vidtstrakte landskaber ved Sønderjylland og Vadehavet, videre over Island, for igen at lande i Grønland, med de sjældent stærke billeder, der med stor indlevelse dokumenterer nutidens fangerkultur i Thule.

Grønland har i mange år været en kilde til fascination og inspiration for den anerkendte dokumentarfotograf Henrik Saxgren. Gennem årene 2014-2016 opholdt han sig i længere perioder i det nordvestlige Grønland i området omkring Thule. Her fotograferede og dokumenterede han fangerkulturen på kanten af verden og på kanten af tilværelsen. Og her fandt han stof til projektet ”Ultima Thule”, der blev til dels en berømmet bogudgivelse og en udstilling, som nåede at hænge 17 dage på Sophienholm før Corona-nedlukningen i marts 2020 lukkede den.

Sophienholm har i samarbejde med Johannes Larsen museet og Saxgren valgt at udvide den oprindelige udstilling med andre af kunstnerens billeder af uendelige landskaber fra blandt andet Island og Tøndermarsken. Udstillingen får hermed et større perspektiv og undertitlen: ”Det meditative landskab”. Udstillingen fokuserer desuden på kunstens mulighed for at nuancere vores forestillinger om Norden og det arktiske, og om områdets globale betydning og aktualitet i dag. Samtidig ønsker vi med udstillingen at sætte perspektiver på fotografiet som kunstform ved at tilbyde en anden tilgang end den traditionelle: hvad, hvor, hvornår tilgang.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Johannes Larsen museet.

Katalogforside

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et flot illustreret katalog. Kataloget kan stadig købes for 250 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk

Udstilingsplakaten

Henrik Saxgren, Fire heste og stære, 2015