kunstudstilling af Nina Maria Kleivan
journey into the mess
22. januar - 6. marts 2022
En rejse ind i livets rod
Et puslespil med det klassiske bjerglandskabsmotiv, der ved nærmere eftersyn toner ud i en soldat på et sygeleje. Et 12 kvadratmeter stort pixeleret hjerte, dannet af 4.312 kvadrater møjsommeligt udskåret bogomslag. Digitalt eller analogt? Et langbord dækket op til 14 mareridtsplagede, søvnløse gæster. Nina Marie Kleivan inviterer os på en rejse ind det rod, som udgør et liv. I denne store soloudstilling med den mange-facetterede kunstner udfordres vi konstant på konventionerne og traditionerne og føres ud ad tangenterne, ind i en verden, hvor intet er som forventet!
Nina Maria Kleivan har med sin dansk-norske baggrund siden sin karrieres start i 80’erne insisteret på kontinuerligt at udvikle sin kunstneriske praksis. Hun har konstant kastet sig over nye medier, nye udtryksformer, nye materialer. Til gengæld har hendes temaer vedholdende kredset om de samme emner, som med tiden kun er blevet mere universelle: Arvelige traumer, identitet, visuel afkodning og perception. Aktuelle emner som på denne udstilling, med både gamle og helt nye værker, kunstnerisk udtrykkes med et væld af medier fra grafik, keramik og skulptur til installation.
”Intentionen har været at samle både nye og tidligere værker, malerier, installationer, collager, grafik og skulptur til en opdagelsesrejse – hvor tilskueren bevæger sig fra oplevelse til oplevelse gennem de enkelte tematiserede rum. På den måde har jeg forenet de mange enkeltdele til ét sammenhængende aktualiseret værk”, siger Nina Maria Kleivan. Gennemgående for Kleivans værker er, at de ofte er noget andet end motiverne umiddelbart giver sig ud for. En mangfoldighed af referencer til visuel kultur og meningsforstyrrende elementer sender beskueren ud på en spændende ekspedition i afkodningens kunst.
Barbara Læssøe Stephensen, chef for Sophienholm Kunsthal, siger: ”Nina Maria Kleivan er med sin uhøjtidelige, underfundige og ofte drilske tone, en af de bedste vi har til at pirre vores sløvsind og billedblindhed. Alene det at kalde sin udstilling for ”Journey into the Mess” viser, hvordan hun twister noget negativt - ”rod” - og giver det nyt indhold og betydning. En anerkendelse af menneskets sammensathed og at rodet er én af livets smukke præmisser.“
Udstillingen er gjort mulig med støtte fra: Knud Højgaards Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Statens Kunstfond
I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et flot illustreret katalog. Kataloget kan stadig købes for 100 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk