kunstudstilling

Metamorphoser - forvandlingens kunst

20. august – 6. november 2022

 

METAMORPHOSER var en samling af kunstneriske ytringer i en samtid, hvor alt er til forhandling, kan forvandles og morfes, hvor det biologiske og det digitale fusioneres, hvor køn og identitet transformeres og hvor vi forsøger at finde en samhørighed med naturen.

På udstilling deltog syv samtidskunstnere, der hver især har markeret sig på den danske og den internationale kunstscene de seneste år. Den var kurateret af kunsthistoriker Jane Løvschall Dolmer og Barbara Læssøe Stephensen, chef for Sophienholm. 

I Nanna Abells værker var hverdagsobjekter omdannet til menneskelignende skikkelser og gav liv til et reklamebanner eller en campingstol. Christine Overvad Hansens skulpturer gik i symbiose med mekaniske motorer og blandede materialer som epoxy, pels, bronze og sågar salt og æteriske olier. I Kinga Bartis’ malerier flød elementerne og menneskerne sammen, mens Helene Nymanns videoværker endda forsøgte at skabe forandringer hos beskueren – med hjælp fra antikkens Medusa.

Metamorphoser er et klassisk græsk begreb for ting, der smelter sammen, og et interessant fællestræk ved værkerne udvalgt til udstillingen er, at de kredser om og trækker på antikkens myter. Sif Itona Westerberg var repræsenteret med to af sine kendte relief-parafraser over antikkens Dionysosfigur, Amalie Smith ledte med infrarødt kamera efter farve og liv i Akropolis’ figurer og Johanne Helga Heiberg gik endnu længere tilbage med sine illustrationer til et digt forfattet for over 4000 år siden. 

“METAMORPHOSER er en samtale med den samtid, vi er en del af, og vi stræber efter, at udstillingen både afspejler og udvikler samtalen. Et særligt nysgerrigt blik kastes på det fænomen, at antikkens og middelalderens myter og fabler ofte bliver inddraget, bearbejdet og taget under genbehandling: Hvad er det, kunstnerne ser i antikken og de klassiske myter? Og hvordan kan de tolkes ind i en nutidig kontekst?”, udtalte Barbara Læssøe Stephensen om udstillingen, der blev gjort mulig med støtte fra: Arne V. Schleschs Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og File Under Pop.

Foto: Ture Andersen

Installationsfoto - Nanna Abell, Bikini Atoll, 2016

Kinga Bartis, Escape Room, 2021

Installationsfoto - Siff Itona Westerberg og Christine Overvad Hansen

Helene Nymann, Head On My Dear, 2014

Amalie Smith, MG_XXXX.jpg, 2015

Christine Overvad Hansen, Atlas, 2022

Christine Overvad Hansen, Kin, 2020

Johanne Helga Heiberg, Illustrationer til Enheduana-Dronning over verdens magter, gendigtet af Sophus Helle, 2020