kunstudstilling
Spor af Niels Bohr
29. april – 7. august 2022
Er videnskab og kunst hinandens modpoler? I 2022 var det hundrede år siden, at Niels Bohr fik Nobelprisen for sin banebrydende opdagelse af atomets opbygning. Udstillingen på Sophienholm kredsede om det præg, Niels Bohr har sat på vores verden – og hvordan det kan spores i kunsten.
Udstillingen talte blandt andet kunstnere som AVPD, der forsøgte at aflure lyset dets hemmeligheder; Eva Steen Christensen, der ynder at skille tingene ad – og samle dem igen, Asger Jorn, der udfordrede Bohrs komplementaritetsteori, Honey Biba Beckerlee, der har skabt sin egen version af Bohrs “dobbeltspalteeksperiment”, benandsebastian som ”fejrer tvivlen” og J.F. Willumsen, hvis berømte værk “En fysiker”, der var udlånt fra Hagemanns Kollegium i København.
Desuden deltog Anne Prytz Schaldemose, George Koutsouris, Jens Bohr, Rikke Raben, Torben Ebbesen og Toril Johannessen.
Barbara Læssøe Stephensen, chef for Sophienholm og co-kurator på udstillingen udtalte: “Som kunsthal skal vi hverken formidle kvantemekanik eller atomfysik, men vi håber med denne udstilling at kunne åbne øjnene for, at moderne videnskab og kunst ikke kun er modsætninger, men også har en stor fællesmængde. Blandt Bohrs bidrag til verden hører også erkendelsen af, at virkeligheden ikke lader sig beskrive bedst i ét billede, men i flere – gerne modsætningsfyldte. En erkendelse kunsten også har bidraget til, og som vi bekender os til på Sophienholm.
Udstillingen var kurateret af Nanna Kirstine Lund og Barbara Læssøe Stephensen og gjort mulig med støtte fra: Beckett Fonden, Gangsted Fonden, Knud Højgårds Fond, Ernst b. Sund Fonden, William Demant Fonden, og Statens Kunstfond