kunstudstilling

Det materielle liv

12. oktober - 24. januar 2023

 

I Sophienholms nye temaudstilling ’Det materielle liv’ blander Sophienholm Kunsthal sig i en aktuel samtale om kultur og forbrug. Gennem værker af blandt andet Frederik Nystrup-Larsen og Oliver Sundqvist, Julian Juhlin, Nina Saunders, Kaspar Bonnèn, Ulrik Crone, Jakob Kolding, Rose Eken og C.W. Eckersberg stiller udstillingen skarpt på kunstens forhold til de ting, vi omgiver os med og bruger til meget mere end blot deres praktiske funktion.

Udstillingen tager afsæt i et argument, man ofte hører i klimadebatten; at kulturen er en modpol til forbrug: at hvis vi bruger vores ressourcer på kulturelle oplevelser i stedet for materielle ting, vil vi belaste kloden mindre; at hvis vi sætter kulturel rigdom i stedet for materiel rigdom, vil vi blive sundere; og hvis kunsten og de åndelige værdier bliver sat i stedet for de materielle værdier, vil vi træde ind på en mere bæredygtig vej. Men kan kunsten egentlig sige sig fri for at være materialistisk? Bliver den æstetiske begejstring ikke ofte vakt til live af netop det sanselige i materialet? Er æstetikere ikke netop særligt knyttet til ting? At røre dem, samle på dem og bruge dem som en forlænger eller formning af sig selv? Udstillingen vil slå ned på en række forskellige aspekter af vores forhold til ”ting” - både de kritiske og de formildende - gennem så forskellige medier som skulptur, installation, foto og maleri.

Barbara Læssøe Stephensen, chef for Sophienholm Kunsthal og kurator på udstillingen, siger: ”Samtalen om vores forhold til det materielle kan og skal tages på mange planer. Men billedkunsten er et oplagt medie for den samtale, fordi kunsten har flere positioner at tale ud fra: både som en stemme, der kan kommentere og temaet ”det materielle”, og som en materiel ting i sig selv, der kan stimulere refleksionen.”

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond

 

fotograf Jenny Sundby

Nina Saunders, Fox with luggage, Katy’s Convoy, 2008

Installationsfoto - Frederik Nystrup-Larsen & Oliver Sundqvist

Nina Saunders, She may not be your friend but she is your hairdresser, 2017

Nina Saunders, They do not operate in confined spaces, 2019

Julian Juhlin, ”Object of Worship I”, 2023

Ulrik Crone, Sponsored coffin, 1992-2023

Installationsfoto - Rose Eken