kunstudstilling i norske hus af Lærke Posselt og Søren R. Fauth

når verden læner sig frem

14. okt. - 12. nov. 2023

 

Med digte af Søren R. Fauth og fotografier af Lærke Posselt

Fauths og Posselts værker kredsede om og undersøgte emner, som går langt tilbage i vores kulturhistorie: længslen efter at smelte sammen med naturen, efter at overskride sig selv i mødet med den anden, det fremmede, efter det der er på den anden side af ordene. Længslen efter stilheden og helheden. Menneskets skæbne er, som den tyske lyriker Rainer Marie Rilke udtrykker det i sine betagende og dunkle Duino elegier, at være overfor. Men der findes øjeblikke, hvor verden pludselig læner sig frem, kommer os i møde, overmander os så stærkt at selv jeg’et må give slip på sine fikseringer og forsvarsmekanismer, sine utallige definitioner af inde og ude, før og nu, mig og dig, mit og dit.

Udstillingen var kurateret af Victor Meyer Christensen.

SØREN R. FAUTH (f. 1971) debuterede i 2013 med langdigtet Universet er slidt og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, bl.a. Digt om døden og senest Dagene, drømmene. På Ekbátana har han tidligere udgivet digtsamlingen På Jupiter findes fortiden ikke med fotografier af Frej Rosenstjerne. Har derudover oversat en række bøger fra tysk, senest Thomas Bernhards Forstyrrelse. I 2021 modtog han Jan Sonnergaards mindelegat for sit arbejde.

LÆRKE POSSELT (f. 1984) er fotograf og billedkunstner. Hun har modtaget adskillige priser, herunder bl.a. World Press Photo, Pictures of the Year international og Kronprinsparrets Stjernedryspris. Hendes værker har været udstillet i bl.a. Øksnehallen, på Fotografisk Center, Holstebro Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst, Willumsens Museum og Kvindemuseet (nu: KØN).

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond

 

Fotograf LÆRKE POSSELT