kunstudstilling af peter callesen

PÅ Dybt vand

9. juni - 1. oktober 2023

 

I Sophienholms nye udstilling ’På dybt vand’ undersøger Peter Callesen vandets enorme betydning for mennesket – både på et fysisk og et psykisk eksistentielt plan. Det sker med både meterhøje og små skulpturer - i papir. Resultatet er spektakulært og tankevækkende.

Peter Callesen har markeret sig som en mester i en helt særlig kunstnerisk disciplin: papirklip. Han har markeret sig med en lang række udstillinger og performances i både ind- og udland, og nu kommer han til Sophienholm for at sætte fokus på et helt særligt tema: vandets store betydning for menneskets fortid, så vel som fremtid, og på vores helt basale samhørighed med vandet på godt og ondt.

Fra oprørt hav til oversvømmelse, stormflod og ismasser I en række helt nye værker produceret specifikt til udstillingen, sætter Callesen fokus på det livgivende og destruktive vand: og på vandets betydning i både bogstavelig og overført forstand. Den globale klimakrise går som en rød tråd gennem mange af værkerne, hvor både elementer som flodbølgen og isen spiller en afgørende rolle, men Callesens værker skal også forstås i mere overført forstand. Vandet spiller jo ofte en hovedrolle i både religioner, med dåb og renselse, og i de helt store fortællinger, fra Noas ark og syndfloden til Odysseen og Medusas flåde.

For Peter Callesen er det både den helt konkrete klimakrise og noget eksistentielt, der optager ham: vandet er jo helt grundlæggende for alt liv – for at vi er her. Og nu oplever vi omvendt, at mennesket, som har skabt klimakrisen, oplever konsekvenserne: for nu stiger vandet, og vi er alle i samme båd – det handler om menneskehedens overlevelse.

Chef for Sophienholm Kunsthal, Barbara Læssøe Stephensen, udtaler: ”Jeg er overbevist om, at dette er en udstilling, som vil vække tanker og begejstring hos rigtig mange - også børn og unge. Man kan ikke andet end fascineres af Peter Callesens ekvilibrisme, og det er et meget vedkommende tema, som vi alle sammen kan og må forholde os til: vandets helt enorme kræfter og betydning for os som mennesker i fortiden og i fremtiden. Globalt og lokalt. Derfor er det så smukt, at udstillingen er lavet i samarbejde mellem Ribe Kunstmuseum, som ligger ved havet, Skive Kunstmuseum ved fjorden og så selvfølgelig Sophienholm ved søen og åen. Også her i Nordsjælland har vandet i kraft af Mølleåen spillet en afgørende rolle, som i industrialiseringens vugge og i fremtiden vil Taarbæk ikke mindst blive konfronteret med vandstigninger, som en konsekvens af klimaforandringerne”.

Udstillingen suppleres af en workshop med kunstneren og en performance – på vandet – af og med Peter Callesen. Desuden udgiver Sophienholm en podwalk om vandets betydning til vandringer i parken og om Bagsværd Sø.

Når udstillingen lukker på Sophienholm fortsætter den til Skive Kunstmuseum.

Udstillingen er støttet med generøs støtte fra: 15. Juni Fonden, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Spar Nord Fonden, og Statens Kunstfond.

 

Udstillingsplakat - Kiosk Studio

Fotograf Anders Sune Berg

Eismeer, 2016

Alle i samme både?, 2023

Bølge, 2023

Ejendele, 2023