kunstudstilling i norske hus af jeremy walton

 S.L.O.A.P.

7. - 15. juli 2023

 

”Spaces left over after planning” – S.L.O.A.P. er en term fra arkitekturen og med titlen hentyder Jeremy Walton til at han med sit projekt i Norske Hus har valgt at arbejde uden forudbestemt endemål. Og uden den form for struktureret planlægning, der normalt kendetegner designprocesser i fx møbeldesign, som Jeremy Walton også praktiserer. Norske Hus er i sig selv et sted, der i mange år har stået hen uden en plan og uden at blive brugt. Da arkitekten Joseph Ramme oprindeligt placerede den norske hytte i parken, var det netop med hensigten at skabe et sted, der var afsides, hvor man kunne opholde sig uden den formalia, der gjaldt i hovedhuset, og hvor al indtagelse var ”en eremitage”, dvs. uden opvartning. Et sted til leg og kontemplation, som man romantisk forestillede sig livet på fjeldet i Norge.

Jeremy siger om sit projekt: ”Min eneste plan var ikke at have andre planer end at undersøge papirmager-proces fra pulp til papir, og at prøve mig med at forme papiret over organiske former. I dette tilfælde har jeg duplikeret et gammelt stengærde, der går langs med en sti, der leder ned til Norske Hus. Dette har været en udforskende proces, og hvor meget jeg har opdaget og opfundet i løbet af processen, ved jeg endnu ikke. Der er stadig meget at høste for mig fra denne proces og flere tekniske aspekter at afklare og lære. Men jeg har erfaret, at det har været en nydelse at arbejde på denne måde, let for kroppen, roligt, næsten meditativt.”

Værket ”A Piece for a Place” er et work-in-progress til udstillingen SE23 (Snedkernes Efterårsudstilling 2023), der åbner til oktober på Tunnelfabrikken i Nordhavn. Waltons fokus i værket er på materialet og skabelsesprocessen og mindre på funktionen. Værket vil i sin endelige form blive fritstående uden træ-bæringerne og vil præsenteres som: et møbel til at skabe et rum i rummet.

Som Norske Hus selv – før og nu - et rum i rummet. Uden for planen. Udenfor tid og sted. Uden krav eller forpligtelser.