kunstudstilling

det nuttede

1. maj til 31. august 2025

Kan kunst være nuttet?

Det spørgsmål stillede udstillingen Det Nuttede, der præsenterede 12 samtidskunstnere, som på hver deres nuttede måde kom med meget forskellige bud på den æstetik, der præger vores tid mere, end vi aner.

Nuttethed forbindes ofte med japansk Kawaii og amerikansk popkultur, men med denne udstilling vendes blikket mod vores egen hjemlige, nordiske og æstetiske kontekst og spørger: Findes der noget, vi kan kalde det nordisk nuttede? Deler vi fælles referencer på tværs af lande – eller er det måske et generationsspørgsmål?

Det Nuttede tegnede et vildt, varieret, sjovt, drillende og også til tider grufuldt billede af det nuttede i kunsten gennem værker af Evo Sidney (DK), Malin Molin (SE), Emma Ainala (FI), Kathrine Ærtebjerg (DK), Alberte Skronski (DK), Anna Aagaard Jensen (DK), Aki Turunen (FI), Stefan Tcherepnin (US/SE), Ida Thorhauge (DK), Cecilie Penney (DK), Sofie Burgaard (DK) og Luca Bjørnsten (DK). 

Kunstnerne arbejdede alle med aspekter af det nuttede i vidt forskellige medier og materialer. Den finske kunstner Emma Ainala benyttede det nuttedes indbyggede magtspil i sine vilde malerier om at se og blive set på. Katten som repræsentant for den ultimative nuttethed var afsæt for svenske Malin Molins værker, der med særegne kunstighed og tillokkende farver lægger op til refleksion over det autentiske i kunsten og algoritmens relation til det nuttede som begærsobjekt. Danske Luca Bjørnsten tunede os ind på det nuttedes særlige materialeæstetik med nye ”megasize-klistermærke-replika”-værker, og i Cecilie Penneys videoværk, var det nuttede et lille væsen, der hvileløst bevægede sig gennem golde hospitalgange.

Udstillingen lod sig inspirere af den amerikanske teoretiker Sianne Ngais bog Our Aesthetic Categories: The Cute, the Zany, and the Interesting (2012), der rusker op i de gamle æstetiske kategorier og tilføjer en ny: kategorien Cute. Ngai argumenterer for, at nuttethed ikke blot er en stil, men en affektiv kategori, der afslører magtstrukturer og kulturelle normer. Nuttethed kan vække både omsorg og aggression på samme tid og spiller en central rolle i alt fra kunst og design til sociale medier og teknologi.

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet scrapbog til egne noter og med illustrationer af de udstillede værker på udstillingen.

Scrapbogen kan stadig købes for 75 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk

Udstillingen var generøst støttet af: Ny Carlsbergfondet, William Demant Fonden, Hoffmann og Husmans Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Gustaf Packaléns mindefond, Hoffmann og Husmans Fond og Finlands Kulturinstitut i Danmark.

Stefan Tcherepnin, Slimer, 2020 - Foto Thomas Sinkevicius

Emma Ainala, Tortoise Chamber, 2023, oil on canvas

Malin Molin, the cats are new but the patterns are old, 2024, Oil on canvas - Foto_Jean-Baptiste Béranger

Sofie Burgaard, Day Dream - About Crange Snails, 2023 - Courtesy kunstneren og V1 Gallery

Installationsfoto - Luca Bjørnsten, Sticker-pack 1-3, 2025

Installationsfoto - Kathrine Ærtebjerg

 

Installationsfoto - Aki Turunen (FI), Kaikki suuret rakkauteni / All My Great Loves, 2024

Installationsfoto - Alberte Skronski (DK), Cut Cute, 2025

Ida Thorhauge (DK), You and I, 2024 - olie på lærred

Installationsfoto - Stefan Tcherpnin (SE), Usher, 2021

Evo Sidney (DK), Playing with the Binary, 2025

Fotos: Jan Søndergaard