kunstudstilling

ven(skaber)

11. september 2025 - 4. januar 2026

 

Med kunsten som spejl inviterede efterårets udstilling på Sophienholm til at reflektere over venskabets væsen på tværs af tid.

Udstillingen ven(skaber) greb både tilbage og rakte frem og præsenterede en række værker skabt af venner og bekendte til Sophienholms berømte beboer Friederike Brun. Hun vidste om nogen noget om at skabe, fastholde og udvikle venskaber – i saloner, breve og den såkaldte kunstnerstambog, hvortil venner som bl.a. Bertel Thorvaldsen, J.C. Reinhart, J.L. Lund, Angelica Kauffmann, Rosalie Constant og J.H.W. Tischbein hver skabte et værk.

Stambogen var en tidstypisk genre omkring år 1800, men på udstillingen undersøgtes også senere eksempler på venskabs"dokumenter", hvor kunsten spiller en rolle i at dokumentere, cementere eller kommentere på venskaber.

Molly Haslund iscenesatte venskab og relationer gennem to performanceværker: JEG KEDER MIG AF HELVEDE TIL og Teenagers Eating Ice Cream Cones. Nye værker af Anna Stahn indviede os i brevenes særlige intimitet og venskaber gennem kunst på tværs af tid og afstande. Ida Retz Wessberg kredsede om venskabets sårbarhed i vores tid, Albin Werle inviterede os til at knytte nye bånd, mens Mille Kalsmose skabte rum for kollektiv refleksion over venskabets natur og vigtighed.

Udstillingen blev til på baggrund af et forskningsprojekt udført af kunsthistoriker Gertrud With, tilknyttet Sophienholm. I forbindelse med udstillingen blev bogen Venskaber - Friederike Bruns kunstnerstambog og venskabs- og salonkulturen omkring år 1800 udgivet på forlaget Frederikke Lett og var støttet af Frederiksbergfonden.

Udstillingen ven(skaber) var muliggjort med generøs støtte fra Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og Arne V. Schleschs Fond.

Tak til Novo Nordisk Fonden for at støtte forskningsprojektet.

Udstillingen ven(skaber) var en del af et fælles venskabsprojekt mellem Sophienholm Kunsthal, Stadsbiblioteket i Lyngby og Stadsarkivet Frieboeshvile, hvor en vifte af arrangementer og udstillinger på tværs af de tre institutioner blev afholdt - et program, der var støttet af Nordea-fonden.

Bogen VENSKABER kan købes for 250 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk.

 

Mille Kalsmose, Collected Memory, 2025

Albin Werle, Svarta Stjarna, 2025

Til forsiden

Molly Haslund, Teenagere spiser vaffelis, Sophienholm, 2025

Anna Stahn, Leporello of everything important, 2025

Ida Retz Wessberg, GHOSTING, 2023 Installationsfoto

J.H.W. Tischbein (1751-1829) De fire temperamenter repræsenteret i form af æsler, 1825