I det fri
for børn & unge
UDVALGTE Søndage i sommerferien
Juli måned byder på to børneforestillinger, der er skabt til at glæde både børn og barnlige sjæle. Til august venter der en koncert med en kunstner, der er i musikalsk øjenhøjde med sit unge publikum.
Så velkommen i det fri - det er gratis og foregår udendørs.
Hvis skybrud eller andre vejrfænomener gør det umuligt at gennemføre koncerten som planlagt, kan ændringer forekomme i sidste øjeblik.
søndag 7. juli kl. 11.15
Svinedrengen med dukketeater svanen
Svinedrengen er en dukketeater forestilling for hele familien (fra 3 år) om den fattige prins, der vil giftes med kejserens datter og derfor begiver sig afsted til kejserens slot, medbringende to skønne gaver, for at fri til prinsessen og hvordan det går, tja.... det må man se forestillingen for at finde ud af.
H. C. Andersens eventyr iscenesættes af dansk-tjekkisk dukketeater Svanen, der til dagligt har til huse i Odense, hvor Patricie Homolová saver, mejsler og sliber store træstykker til de håndlavede, originale dukker, der ved skuespiller Kim Westis dukkeføring bliver så levende, at man glemmer, de er lavet af træ.
Søndag 14. juli kl. 11.15
lidt af hvert med Olsens teater
En hane, en gris, en hest. Fem æbler fra hanens træ. Og hvad de tre kunne finde på med de fem, anede ikke engang fåremor, der kom forbi med sine lystige lam.
Olsens Teater tilbyder sit publikum et stykke musikalsk dukketeater med svenske trædukker om glæden ved at dele og om venner, som hjælper, når man i sin iver og glæde glemmer det, man har lovet. En forestilling for de allermindste (anbefalet alder: 1½-5 år)
søndag 4. august kl. 15
Koncert med Ung tjerkel
Da Ung Tjerkel i 2023 udgav sin debut-ep med titlen “15”, var det meget passende, fordi han på det tidspunkt var præcis det - nemlig 15 år. Den er lavet i samarbejde med produceren Pharfar og rummer fem numre, som meget præcist og enkelt sætter ord på at være ung.
Musikmagasinet GAFFA fandt EP’en så god, at det varmt anbefalede Ung Tjerkel som en kunstner, man bør holde øje med. Det får publikum muligheden for denne søndag, når han sammen med sin DJ kommer til Sophienholm og smider sine pop-, funk- og rapsange, så de rammer hans egen generation lige i følelserne, mens alle vi andre kan vippe med tæerne og lytte med.