Havets favn

Minisalon med koncert og talk
søndag 26. januar kl. 16-17

DUVE - foto Thomas bjerregaard og Liv Lechuga-Larsen

Mini-salon med komponist Alice Weiss, chef for Sophienholm Barbara Læssøe-Stephensen samt dirigent Poul Emborg og vokalensemblet DUVE

Denne minisalon inviterer publikum til at opleve NYT LYS 24-værket “Havets Favn" i en live-version med Det Unge VokalEnsemble under ledelse af dirigent Poul Emborg. Inden koncerten er der en minisalon mellem den unge komponist, dirigenten og Sophienholms chef, hvor publikum lukkes ind i samarbejdet og den kunstneriske proces bag værket.

Samtalen undersøger hvorfor det er vigtigt som etableret aktør at tage chancer, når det gælder nye kunstnere, og hvad det kræver at vise hinanden kunstnerisk tillid og turde satse på den interdisciplinære kunst, hvor komponister bliver billedkunstnere og billedkunstnere bliver komponister. En disciplin, hvor Weiss som spæd kunstner, har været ganske afhængig af Sophienholms og DUVE's tillid til hendes visioner.

Efter samtalen opfører DUVE korværket “Havets Favn”, og dernæst har publikum mulighed for på egen hånd at udforske skulpturerne i parken. 

Arrangementet er gratis, når entré til udstillingen er betalt - udstillingen Keep Up the Attitude kan ses inden arrangementet.

Siddeplads forudsætter tilmelding. Ståpladser i begrænset omfang.

Bestil siddeplads her


Det Unge VokalEnsemble (DUVE) blev stiftet i 2009 og har siden da etableret sig som et af de ledende og mest eftertragtede amatørkor i Danmark. Koret ledes af dirigent og sanger Poul Emborg og består af 24 unge sangere i alderen 18–35 år, der brænder for at frembringe vokalmusik på et højt kunstnerisk niveau.

Komponisten Alice Weiss (f. 2000) arbejder med musikalsk historiefortælling, ofte suppleret af visuelle og performative elementer. Weiss’ musikalske dannelse har skabt grobund for et musikalsk udtryk, der blander klassiske traditioner med et sammensurium af andre genrer. 

Chef for Sophienholm Barbara Læssøe Stephensen er til daglig leder af Sophienholm Kunsthal og kurator på udstillingen NYT LYS 24.