Papirteater

i påskeferien

De 3 musketerer, Maurice Leloir, Jules Huyot, 1894

Da Sophienholms tidligere beboere, familien Aller, i 1914 begyndte at udgive komplette miniature teaterforestillinger i deres ugeblad Familie Journalen, gjorde de med et trylleslag papirteatret folkeligt og noget alle familier kunne samles om.

Som en hyldest til den gamle tradition og Familien Allers folkelige gave, kan nutidens familier igen samles foran det lille papirteater på Sophienholm.

Per Høyer Stensnæs er manden bag forestillingerne og udover sit virke som næstformand i Modelteaterforeningens Sjællandskreds er han også idemanden til hjemmesiden Månemandens penge og projektet 40 dukketeatret kommer til København.

Genopdag det eventyrlige univers, der er skabt til at forene på tværs af generationer i teatrets magiske verden.


papirteaterforestilling

de 3 musketerer

Lørdag 12. april kl. 13

Bag scenen i papirteatret - foto Per Høyer

Oplev det historiske papirteater blive vækket til live, når den klassiske fortælling De 3 musketerer bliver spillet for et publikum udstyret med teaterkikkerter. Underholdning fra før skærmene tog over - ved modelteaterspecialist og -entusiast Per Høyer.

Forestillingen tager publikum til 1600-tallets Frankrig, hvor sværdkampe, kærlighed og eventyr venter i Alexandre Dumas’ klassiske fortælling om De Tre Musketerer. Følg de modige og karismatiske musketerer Athos, Porthos og Aramis – og ikke mindst det unge brushoved D´Artagnan, når de kæmper for ære, retfærdighed og kærlighed i en verden fyldt af intriger og farer.

Publikum kan efter forestillingen få et kig bag kulissen og en ide om, hvordan familier i gamle dage skabte scenemagi for hinanden, inden TV flyttede ind i de danske stuer.

Billetter a 150 kroner inkl. entré til udstillingen GENKLANG, som kan ses enten før eller efter forestillingen. Unge mellem 18-25 år a 75 kroner - børn u/18 år gratis.

Køb billet