SOMMERSKÆR

Kunstnerhistorien omkring Christiansø – Danmarks østligste punkt – starter med friluftsmaleriet og naturalismens gennembrud i malerkunsten i de sidste årtier af 1800-tallet. Der er her tale om en kunstnerkoloni – i lighed med den på Skagen og i Kerteminde på Fyn. Kunstnerne forlod de vante kulturelle centre i hovedstadsmiljøerne og drog ud for at finde det ægte og originale i mødet med lokalbefolkningen, stederne og landskaberne. I kystlandet Danmark var det naturligt at dette møde kunne finde sted ved grænsen mellem land og hav, hvor landets identitet blev åbenbar, og hvor befolkningens hverdag stadig prægedes af den årtusindlange daglige dont under de magiske og kunstnerisk givende lysforhold, som fandtes her ved de yderste kyster.

Omkring 1880 var kunstnerkolonien på Skagen en realitet. Og de første malere begyndte at søge til de østlige yderpunkter. I 1911 kom Karl Isakson til Christiansø, og herfra begyndte "storhedstiden" med ham selv og Edvard Weie som omdrejningspunkter, og hvor det nye kubistisk inspirerede formsprog blev bragt i en frugtbar dialog med landskabet.

Udstillingens tematik er især bygget op om perioden fra 1911 til 1940, der må betragtes som koloniens egentlige storhedstid, medens de omliggende perioder vil blive karakteriseret som henholdsvis forudsætninger for og efterklange af dette miljø. Indledningsvist er det marinemalere som Carl Locher, Holger Drachmann og Anton Melbye der på deres stadige afsøgning af kystlandet skildrede Christiansø, "set udefra" – i øvrigt på samme vis som de samme malere også optrådte som "stifindere" for Skagens-malerne.

Den næste periode (1911-40) koncentrerer sig om den sidste generation af Zahrtmann elever, hvoraf flere havde nær tilknytning til Kerteminde-miljøet, der var udsprunget af første hold på Zahrtmanns skole. Her bliver øen set "indefra". Det gælder ikke mindst Karl Isakson, Axel Salto, Harald Giersing, Sigurd Swane, Olaf Rude og Sven Havsteen-Mikkelsen. Flere af de unge elever havde taget turen ned til Zahrtmanns "sommerakademi" i den lille bjergby Civita D’Antino og havde som inspiration herfra bl.a. medbragt ideen om at fange stedets ånd som malerisk fænomen og endog indskrive sig i stedets historie med "kunstnervåbenskjolde" på væggene. Det er næppe uden grund, at det er den nærmest sydlandske stemning med sol, klipper og fæstningsbyggeriets former og farver, der finder vej på lærreder i dette stykke Italien midt i Østersøen. Det var øjeblikket, stemningen og udtrykket, det handlede om. Isakson og Weie malede nogle af deres allerbedste billeder her, og fungerede som øjenåbnere for de andre. Udover de allerede nævnte er det malere som Oluf Høst, Karl Larsen, Harald Leth og Oscar Hullgren – samt et halvt hundrede andre. Kendte som mindre kendte, men alle med et lidenskabeligt forhold til den lille perle i Østersøen.

Som en sommerkoloni boede, malede og levede kunstnerne her – i et endnu forholdsvis uspoleret miljø. Efterkrigstiden skulle blive vidne til et stadig større turistantal, der i nogen grad ødelægger øens oprindelighed og mystik. Men når "endagsturisterne" tager den sidste båd over til Bornholm om aftenen, genvinder øen noget af det tabte, og til stadighed har kunstnerne fundet vej herover om end på kortere ophold. Perioden fra 1945-60 behandles i forhold hertil som en efterslægts tid.

Fotokunstneren Helga Cathrine Theilgaard viser i forbindelse med udstillingen en række billeder af nuværende beboere på øen.