Musikalsk fortælling

Jeg tænker på dig

sang og ord med duo Suonante
om kærlighed og åndeligt venskab i Frederikke Bruns liv

Søndag 9. november kl. 15

Dua Suonante

Forestil dig en tid, hvor tempoet var langsommere, hvor samtalen var en kunstart, og hvor mennesker samledes for at dele tanker, musik og poesi. Det var Guldalderens saloner – åndelige fristeder i en tid, der dyrkede nærvær og fordybelse.

På Sophienholm skabte Friederike Brun et af tidens mest levende åndelige mødesteder. Her strømmede samtidens store skønånder til: Oehlenschläger, Goethe, Weyse og mange flere. De samledes ikke blot for at underholde, men for at inspirere hinanden og søge ind i livets dybeste lag.

Koncerten ”Jeg tænker på dig” vækker denne verden til live igen. Duo Suonante – sopran Katrine Dyrehauge Roos og 1800-tals guitarist Lars Hedelius-Strikkertsen – inviterer publikum ind i et univers, hvor musikken og ordene væver en fortælling om kærlighed, venskab og åndeligt fællesskab.

Fortællingen tager afsæt i Frederikke Bruns møde med den schweiziske adelsmand Carl Victor von Bonstetten – et venskab og en kærlighed, som aldrig kunne blive fysisk, men som gennem breve, samtaler og livslang samhørighed satte dybe spor.

Programmet byder på inderlige sange af Weyse, Rung, Kuhlau og samtidige udenlandske komponister og ledsages af oplæsning og fortælling, som både rører og får smilet frem. Det historiske tøj fuldender stemningen fra en tid, hvor følelserne fik plads, og hvor langsommelighed ikke var en mangel – men en styrke.

I kontrast til vores moderne verden, præget af tempo, distraktion og skærme, minder koncerten os om noget grundlæggende menneskeligt: værdien af at standse op, lytte, reflektere og dele en oplevelse sammen.

”Jeg tænker på dig” er derfor ikke blot en musikalsk tidsrejse – men også et spejl, hvor vi kan se os selv og måske genopdage længslen efter fordybelse, ånd og nærvær.

Billetter á 150 kr. inkl. entré til udstillingen ven(skaber), der viser små værker fra Friederike Bruns stambog overfor dansk samtidskunst.

Køb billet

------

Koncerten er en del af Duo Suonantes koncertrække ”Guldalderens toner og musikalske saloner” på udvalgte historiske steder, og som er støttet af Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturfond.