Maleren Niels Bjerre

Sophienholms nye udstilling – som åbnes efter en kortere lukkeperiode, hvor der er blevet installeret en elevator for gangbesværede – kunne også hedde: "Vestjyske billeder – kunst, natur og tro".

Udstillingens omdrejningspunkt er nemlig den vestjyske kunstner Niels Bjerre (1864 –1942), som gennem sin maleriske karriere omkring forrige århundredskifte fremstillede en række væsentlige værker af egnen og miljøerne omkring Lemvig og Harboøre, og de religiøse vækkelser, som havde stor gennemslagskraft på netop denne egn.

Niels Bjerre var en ener blandt sine samtidige malerkolleger, alene af den grund, at han blev "hjemme" det meste af sit liv. Han gik nogle år på Kunstakademiet i København, men det var for tørt og akademisk for ham, så han måtte tilbage til sin hjemegn. Vintrene blev dog ofte tilbragt i København. Og enkelte udlandsrejser til f.eks. Italien, Frankrig eller Færøerne blev det også til. Men det var den barske vestjyske natur, der trak. Han følte sig kaldet til at arbejde med sit talent og forståelsen af de farver og det lys, han var opvokset med.

De politiske og sociale motiver slås an i vægten på den jyske muld, i modsætning til det borgerlige København. Det var en tid, hvor mange ideologier og bevægelser sloges om at tage patent på folkesjælen. På Bjerres egn var det især Indre Mission og Grundtvig, der var på kollisionskurs.

Niels Bjerre var også en del af det, som Johannes V. Jensen kaldte "den jyske bevægelse" – en kreds af digtere og malere, der i overensstemmelse med de samtidige fynbomalere, gjorde en dyd ud af at forholde sig til den nære virkelighed. I forsøget på at skildre et "jævnt og muntert, virksomt liv på jord". Det var folk som Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Johan Skjoldborg og Kresten Bjerre (fætter til Niels Bjerre).

Det muntre var ellers ikke det første ord man kom i tanker om på Harboøre, hvor Indremissionen havde sin hovedudbredelse. Det var det strenge, afholdende, livsfornægtende gudsforhold, der var fremherskende her. Ikke så mærkeligt set på baggrund af de meget barske livsforhold, med druknedød blandt fiskere og små kår blandt landbefolkningen. Forhold som også Niels Bjerre var meget optaget af at sætte sig ind i og afbilde. I sine malerier skildrer han missionsfolkene som en udefra kommende betragter. Menneskeskikkelserne fremstilles i indadvendt tænksomhed eller bøn. Men selv havde han dog et ganske anderledes fritænkende forhold til religionen. Han kom fra et grundtvigiansk hjem. Og det var denne trosretning, han beholdt livet igennem. Den ærlige og hengivne gengivelse af livet på gårdene og i stuerne, højskolen eller forsamlingshuset fortæller en overbevisende historie om "dazumal".

Flere af tidens kunstneriske strømninger kan anes i Niels Bjerres værker. Han var ikke ubekendt med, hvad der foregik rundt om ham. Og der er lighedstræk med Vilhelm Hammershøi, Ejnar Nielsen, Skagensmalerne og Christian Krohg. Men Bjerre har dog sin egen stil. Den er nok knap så kendt på øerne, som i Jylland. Derfor mener vi, at denne udstilling, som er et samarbejde mellem museerne i Lemvig og Sophienholm, er en oplagt lejlighed til også at præsentere Niels Bjerre for et københavnsk publikum.

I forbindelse med udstillingen er udgivet et flot illustreret katalog, med tekster af Peter Michael Hornung, Mette Lund Andersen, Kurt V. Andersen, Henning Fogde og Gerd Rathje.