kunstudstilling
Salonkultur på Sophienholm
4. september – 24. oktober 2010
Udstillingen er en del af Festivalen GOLDEN DAYS, som i år bl.a. har fokus på det sene 1700-tal.
”I skyggen vi vanke, blandt lysgrønne strå, sankthansurt vi sanke, hvor blomsterne stå...” Kendt verslinie fra Oehlenschlägers gennembrud: "Digte 1803", der indeholder en afdeling "Sanct Hansaften-Spil", som er en række lyriske scener fra København og omegn. Dette vers kan han udmærket have skrevet på Sophienholm, hvor han kom som gæst hos den navnkundige Friederike Brun, som holdt salon her fra slutningen af 1700-tallet og et pænt stykke ind i 1800-tallet.
Han taler om at "vanke" - et ord der vist er gået på pension - men hvilket man netop gjorde, når man i denne romantiske periode i en særlig gangart bevægede sig gennem den store park i engelsk, "naturlig" havestil iført lette gevandter og måske med lys i hænderne. På vej ud mod det Norske Hus, med udsigt til sø og skov, så man kunne sidde og føle sig hensat til fjeldene deroppe i det fjerne nord – dengang endnu en del af Danmark...
Man kunne også stå stille og beundre husets unge datter Ida – ombejlet af mange – udføre sine mimiske attituder ned over plænen. Eller blive lokket indendørs i salonen i havestuen til en soiré med spisning, oplæsning og/eller musik og beåndet samtale.
"Natten er så stille, luften er så klar, duggens perler trille, månens stråler spille, henad søens glar" – her er det Johan Ludvig Heiberg, der har været i sit poetiske hjørne, og C.E.F. Weyse, der har sat musik til. Også disse to herrer var hjemmevante i Sophienholms salon og tog udgangspunkt i den særlige ånd, der herskede over stedet her. Tilligemed ophavsmændene til "Sig månen langsomt hæver" med tekst af Matthias Claudius og melodi af J.A.P. Schulz.
Dette er blot ment som eksempler på nogle stemninger og på, at der på Sophienholm for mere end 200 år siden skabtes kulturværdier, som vi har glæde af og bruger den dag i dag. Af øvrige gæster kan nævnes i flæng: digterne B.S. Ingemann, Jens Baggesen, komponisten Friedrich Kuhlau, maleren J.L. Lund, dansemesteren Galeotti og mange andre.
Omdrejningspunktet var den belæste og berejste Friederike Brun, en dame af det bedre borgerskab, gift med storkøbmanden Constantin Brun. Han var den økonomiske garant for, at den kosmopolitiske frue med sine kunstneriske evner og interesser kunne dyrke tidens lovende digtere, musikere, dansere og billedkunstnere i sin salon. Som hun holdt om vinteren i familiens palæ i Bredgade og om sommeren på deres landsted Sophienholm. Erhvervet i 1790, og ombygget af den franske arkitekt Ramée i 1802 til den klassicistiske bygning vi kender i dag, hvor bygning og park igen er ramme om betydelige kulturelle aktiviteter.
Udstillingen viser eksempler på tidens interiør, portrætmaleri og øvrig male-og tegnekunst, bogværker, musik, mv.
Sophienholms bidrag til festivalen er foruden udstillingen også en omfattende illustreret bog, redigeret af Karen Klitgaard Povlsen. Hun har skrevet artiklerne om Bruns salon på Sophienholm og rejserne i Europa 1792-1835. De øvrige bidragydere af væsentlige og interessante artikler er:
Charlotte Christensen: Kunsten på Sophienholm
Margrethe Floryan: Haven omkring salonlivet på landstederne
Lisbeth Ahlgren Jensen: Musikken i salonen
Anne Scott Sørensen: Salonen på Bakkehuset (Kamma Rahbek) og Sølyst (Charlotte Schimmelmann)
Ole Nørlyng: Dansen i salonen
Bi Skaarup og Else Marie Boyhus: Middage og serveringer omkring år 1800
Thomas Lyngby: Salonen i byens boliger omkring år 1800.
Under udstillingen vil der blive afholdt en række salon-arrangementer torsdage kl. 18:
9. september
Stort salonarrangement på Sophienholm: ”Poetisk galskab”. Skuespilleren Benedikte Hansen er salonværtinde. 150 kr.
16. september
Friederike Bruns salon på Sophienholm. Ved Karen Klitgaard Povlsen. 55 kr.
23. september
Middage i salonen. Med smagsprøver. Ved Bi Skaarup. 100 kr.
30. september
Musikalsk salon. Ved Lisbeth Ahlgren Jensen og 3 musikere. 55 kr.
7. oktober
Dansen i salonen. Ved Ole Nørlyng, Flemming Ryberg og Ida Prætorius. 55 kr.
14. oktober
Kamma Rahbek og Bakkehuset. Ved Anne Scott Sørensen. 55 kr.
I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et flot illustreret katalog SALON PÅ SOPHIENHOLM - Omkring år 1800.
Kataloget kan stadig købes for 120 kr. + forsendelse ved at klikke på følgende mail-link: sophienholm@ltk.dk