Italienske stemninger
– dengang & nu

DENGANG: Længslen efter det varme, frugtbare, billedskønne Italien med dets mange spor af oldtidens kunst har alle dage ligget latent hos folk fra de mere nordlige egne af jordkloden. Og ikke mindst hos kunstnerne, som har kunnet give udtryk for det, og formidle deres oplevelser videre.

Digterne var tidligt i det sagnomspundne Italien, og mangfoldiggjorde deres indtryk i ord og tekst. Man ser det for sig i f.eks. ”Kennst du das Land wo die Zitronen blühn………” – digtet som udtrykker Goethes længsel efter Italien i romanen ”Wilhelm Meisters læreår” for mere end 200 år siden. H.C. Andersen ”... saa det Land” og tegnede og skrev ivrigt derom. Eller 100 år senere: ”Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land ….” fra Birger Sjöbergs: ”Fridas viser”. Men også billedkunstnerne blev draget af det for dem så forjættede land under Sydens sollys og varme. I guldalderen var det C.W. Eckersberg, der bragte Rom til Danmark. Og selv om man dengang måtte regne med at sætte mange måneder eller år af, når man ellers kunne få mulighed for at drage på den lange og besværlige rejse, så drog ikke mindst malerne i og omkring den berømte kunstnerkoloni Fynboerne for et århundrede siden dertil i stort tal. Deres prægtige billeder derfra kan stadig fryde os. Bl.a. her på Sophienholm, hvor der med denne udstilling og bog sættes fokus på malernes forhold til Italien og den inspiration og de oplevelser, de fik her.

Fynboerne blev i deres tid kendte i offentligheden som den ene part i ”Bondemaler -striden”. En avispolemik, der fandt sted i 1907, og drejede sig om det nye, friske naturmaleri med impressionistisk inspiration, hvor klare farver, øjebliksstudier, og brede penselstrøg var karakteristiske. Heroverfor stod det historisk/symbolistiske maleri, der var herskende på parnasset, men som i sidste ende kom til kort i denne strid.

Malerne var, foruden Kristian Zahrtmann (Fynboernes og deres nærmeste venner/kollegers inspirerende læremester), Theodor Philipsen, Poul S. Christiansen, Peter Tom-Petersen, Henry Lørup, Fritz og Anna Syberg, Peter Hansen og Karl Schou. Den eneste der mærkeligt nok ikke lod sig betage af Italien på samme måde, var Johannes Larsen. Han var der to gange (på bryllupsrejse 1898 og på visit i Rom hos Peter Hansen 1928). Men når han ellers drog ud, var det de nordiske og norrøne landskaber og jagtmarker, der trak.

En mindre delegation af museumsfolk drog i efteråret 2012 i Fynboernes italienske fodspor, og opdagede at stederne var til at genfinde, og til dels også genkende ud fra deres malerier. En smuk og dejlig oplevelse, som det måske også kan fornemmes ud fra fotografierne i den fine bog, som følger udstillingen: ”Fynboerne i Italien”.

& NU: - Også en absolut nutidig maler/grafiker – Johanne Foss (f.1939) – har kastet sin kærlighed på landet, hvor hun har opholdt sig i lange perioder, og har malet og tegnet. Og siden fået mulighed for med stor dygtighed og akkuratesse at udvikle og trykke sine smukke kunstværker på Statens Værksteder for Kunst. At arbejde med den grafiske kunst – især ætsning og akvatinte – er noget, der kræver megen tid og koncentration. Johanne Foss har faktisk arbejdet i flere år på at skabe værkerne til denne udstilling.

Den kunst er efterhånden ved at være lidt af en sjældenhed som kunstnerisk udtryksform. Så det er godt, at vi har en Johanne Foss til at minde os om denne værdifulde klassiske disciplin midt i en flagrende nutid med vidt forskellige kunstneriske udtryksformer. I sine grafiske arbejder formår hun, trods den spinkle streg hun anvender, at give indtryk af bjergenes og landskabernes styrke og kraft, gengivet i vekslende farve- og lysvirkninger, hvorved det samme landskab kan forvandle sig fra det poetiske til det glødende til det farlige, eller eventyrlige, når hun også tilføjer billederne elementer af oldtidsfund fra egnen.

Sideløbende med grafikken arbejder Johanne Foss med olie og lærred eller papir og akvarelfarver. Her er det, foruden serierne fra Italien, motiverne fra Sverige, der vises. Og det er, som om hun her går tættere på motivet, som f. eks. sten og klipper i det svenske. Hun kender til begrænsningens kunst, og til det at lave en stram komposition, så hendes billeder samtidig med, at de er tydelige landskaber, også næsten er abstrakte. På det punkt adskiller hun sig fra Fynboerne. Men glæden over at være i landskaberne, særligt i Etruskernes område i ikke særlig lang afstand fra Rom, er den samme.

Johanne Foss er uddannet på Kunstakademiet i København 1960-65 under professorerne Egill Jacobsen og Richard Mortensen, Dan Sterup Hansen og Palle Nielsen. Siden debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961 har hun udstillet talrige steder i ind- og udland. Hun har modtaget et hav af legater, udsmykningsopgaver og solgt til offentlige institutioner fra Folketing til museer. Hvad der måske er mindre kendt, er, at Johanne Foss har lavet grafiske arbejder til mange bogudgivelser også. Fra Inger Christensens digte til tidsskrifter. Den side af sagen bliver uddybet i Marianne Wirenfeldt Asmussens artikel i bogen, der ledsager udstillingen: ”Johanne Foss – Landskabet iscenesat”.

På Sophienholm vises Johanne Foss´ aktuelle udstilling i dialog med Fynbomalerne. En dialog, som herved breder sig over et spænd på 100 år. Den inspiration og de oplevelser, kunstnerne har fået under den samme himmel, giver sig selvfølgelig forskellige udtryk. Fynboerne er, udover optagetheden af landskaberne, i højere grad fokuseret også på den landlige befolkning og dens gøremål – ofte udført i farvestrålende folkedragter, som man jo ikke sådan ser på gaden i dag. De fortæller historier. Hvorimod Johanne Foss i højeste grad er optaget af landskaberne ”per se”. De bliver iscenesat med varierende farvevalg i indviklede trykprocesser, hvor flere billeder ofte kombineres i det samme tryk således, at det samme landskab bliver til udtryk for forskellige sjælstilstande.