kunstudstilling af Kay Christensen

det evige eventyr

26. april – 19. juni 2014

Udstillingen KAY CHRISTENSEN – DET EVIGE EVENTYR er en hyldest til den danske maler Kay Christensen (1899-1981) for hans fortællende og poetiske bidrag til dansk kunst. Bortset fra udstillingen på Aros i 2013, som Sophienholm har samarbejdet med omkring denne udstilling og medfølgende bog, er det den første store udstilling med kunstnerens værker i mere end 30 år.

Inden for dansk kunst forblev Kay Christensen, skønt kendt og skattet i sin samtid, en ener med sin fine sans for farvens udtryksfuldhed og stoflige skønhed. Han var maler helt ind til benet, men stod ligesom uden for de mest fremherskende "ismer" i midten af 1900-tallet som konkret modernisme eller abstrakt ekspressionisme. Kay Christensen var derimod en fabulerende fortæller, med tydelige budskaber om næstekærlighed og ikke-vold. Det væsentligste udtryk var billeder med drømmelignende motiver, hvor forgrund og baggrund glider sammen. Ofte med strejf af magi og poesi, men også uhygge, sorg og længsel. Et symbolistisk eventyrunivers, der nu da kan minde en smule om Chagall. Eller malere som Edvard Munch og Odilon Redon.

Igennem hele sin karriere tog Kay Christensen afsæt i det velkendte og nære med kvinden og barnet som ledende motiver, men i løbet af 1940’erne bliver grænserne mellem den ydre virkelighed og kunstnerens indre verden mere og mere udvisket. Som enhver anden kunstner, der dyrker menneskets uhåndgribelige sider, er det hans egne følelser, drømme og erfaringer, der bliver hans primære inspirationskilde. "Alt er kommet ud af mit eget Sind – skabt over den Følelse, jeg har for det uhaandgribelige i Tilværelsen."

Han malede og tegnede ivrigt fra han var barn. Og fortsatte ihærdigt med det som ung. Som voksen modtog han undervisning på Aksel Jørgensens legendariske malerskole på Kunstakademiet. Men var ellers fortrinsvis autodidakt. Han dyrkede en særlig udtryksform med kun få udvalgte farver, der lyser og sitrer på billedfladen. Og hvor farvestoffet synes gennemlyst indefra, hvilket var en virkning, han til dels opnåede ved slibning med paletkniv og overmaling.

Allerede så tidligt som 1913 og 1914 besøgte han Tyskland, hvor kunstsamlingerne i Berlin og München gjorde et uforglemmeligt indtryk på ham. Efter 1. Verdenskrig foretog han adskillige rejser, til f.eks. Budapest, Wien, Zürich, Norditalien, Spanien og Portugal – og naturligvis især Frankrig, hvor han under og efter 2. Verdenskrig tilbragte store dele af sit liv. I årene efter 2. Verdenskrig delte Kay Christensen tilværelsen ligeligt mellem Danmark og Frankrig.

Bogen "Kay Christensen – Det evige eventyr" kan købes på udstillingen. Pris: 198 kr.

korevle.jpg
Frokost i det grønne-mini.jpg
Efter syndefaldet-mini.jpg
5.jpg
nogle-minutter-der-betaenker-mini.jpg