Ultima Thule

HENRIK SAXGREN (f. 1953) er fotograf og billedkunstner. Han har udgivet ti bøger. Han har en stor udstillingsaktivitet, også uden for landets grænser. Han har modtaget Døssingprisen, Carsten Nielsen Prisen, Martin Andersen Nexø-Prisen, Fotogratula Prisen/Dansk fotografis Hæderspris og BG Banks bogpris. Saxgren er repræsenteret i adskillige samlinger, bl.a. ARoS, Randers Kunstmuseum, Tønder Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Skagen Museum, Frederiksborg Museum, Det Nationale Fotomuseum, Norderlight Gallery, og Museet for Fotokunst.

Historisk set har Ultima Thule været et begreb for ‘den nordligste grænse til verdens ende’. Denne udstilling er et projekt om fangerkulturens truede eksistens i det nordligste Grønland.

Om ULTIMA THULE på Sophienholm udtaler Henrik Saxgren selv – sådan lidt strøtanke-agtigt:

”Kloden har eksisteret i mere end 4,5 milliarder år, mennesket i mindre end 150.000 år. I det perspektiv er vi en ganske lille parentes. Kloden kælver sine isbjerge og fryser havene til is, når det passer den. Den lader storme rase og kulden bide, når det passer den. Det er kloden der sætter betingelserne. Hvor små vi er i dette spil, opleves mest intenst i Arktis.

De mennesker, der er bosat lige under Nordpolen, kender og lever med naturens kræfter. De kender deres plads i hierakiet og indpasser sig med en bevidsthed om, at deres undergang hele tiden er en mulighed. De må hver dag overvinde frygten for naturens hensynsløshed og bevæge sig ud i den. Det er denne dans på kanten af udslettelsen, der er så dragende. Hvor undergangen er nærværende, skabes heltene. Og fangerne i Thule er helte.

I mere end 150 år har kunstnere, forfattere og videnskabsfolk følt sig tiltrukket af livet på denne grænse. Jeg er blot én i den række og har taget en forpligtigelse på mig. En forpligtigelse (og lyst) til at fortsætte den tradition der er, for at kunstnere bidrager til udforskningen og dokumentationen af livet i arktisk Grønland. Fascineret af dramaet, tiltrukket af myterne og på det personlige plan opsat på at teste mit eget vovemod – overkomme min egen frygt.

Jeg kan ikke tillade mig at kalde mine rejser videnskabelige og dog har antropologien spillet en fremtrædende rolle i min metode. Sammenlagt har jeg tilbragt mere end seks måneder i Thule-regionen fordelt på seks rejser. En stor del af tiden har jeg tilbragt med fangerne på havisen. Tanken om, at andre før mig har ydet langt større ofre under langt barskere vilkår, har fremkaldt en ydmyghed hos mig, som har ansporet mig til at fortsætte.

Et af mine mål har været at skabe nye billeder, der kan supplere fortællingen om Arktis og bidrage til vores kollektive bevidsthed om dét at være menneske. Men min udstilling kan måske ende med at blive et dokument om fangerkulturens sidste krampetrækninger. For konsekvensen af den globale opvarmning er, at havisen forsvinder. Og med den forsvinder fangernes primære jagtmark og denne udstilling kan ses som de sidste optegnelser over det liv, som generationer af fangere i Thule har levet på havisen. På jagt og fangst efter de store havpassedyr. Som deres forfædre siden tidernes morgen.”