Leif Sylvester

Leif Sylvester er en multikunstner. Han er skuespiller, sanger, musiker, komponist, gøgler, digter billedhugger og maler. Det er i sidstnævnte egenskab Sophienholm nu i 2020 har hejst flaget og med en stor udstilling byder ham hjertelig velkommen. Den oplagte anledning er, at han med fødselsdagen d.18. april er fyldt 80 år. Det er jo svært at forstå, for han forekommer at være evigt ung.  Udstillingen består, ud over et kort tilbageblik, udelukkende af nye værker. En udstilling, man nok ikke kan blive andet end glad i låget af at opleve. Det er da i hvert fald et af målene med den. Her får man humor, spræl og også mere alvorlige overvejelser med i købet, når penslerne svinges med et talentfuldt håndelag og frit valg mellem de mættede farver. 

Fakta i et 80-årigt arbejdsomt, talentfuldt og succesrigt livsforløb er:  at han er født den 18. april 1940. 2 dage efter Dronningen, som jo også kom til verden for 80 år siden, umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark. Han er dog opvokset på anderledes jævne vilkår i et arbejderklassemiljø i København /Amager. Han er uddannet tømrer, og arbejdede i dette fag op gennem 60´erne. Samtidig begyndte han i slutningen af 50´erne sin musikalske karriere som jazz-musiker i Nyhavn. Kendt er hans musikalske og filmiske samarbejde med Erik Clausen. Helt tilbage i 1969 dannede de sammen ”Clausen og Petersens Gadecirkus”, der lavede politisk betonede forestillinger rundt om i København. Siden blev det til ”Sylvester og Svalerne”, ”Family and Friends” og andre sammenhænge med gruppe- og singleudgivelser. I nyere tid har han bl.a. udgivet et album kaldet ”Kød og Knogler” med guitar og kor, hvor sangene skramler sig igennem livets små og store spørgsmål, og som trækker på både New Orleanstraditioner og dansk spillemandsmusik. Hans ru stemme og det tunge beat giver musikken et råt/følsomt udtryk. Et andet album med titlen ”Født til at dø” er en typisk Sylvestermåde at aflevere et Memento Mori til os. 

Men vedrørende selve maleriet – så arrangerede han så tidligt som i starten af 70´erne, sammen med makker Clausen, også omrejsende maleriudstillinger. Faktisk har Leif Sylvester altid malet. Men i midten af 70´erne fik han, med egne ord, malet sig op i et hjørne i en sådan grad, at han tog en pause fra malerbøtterne i mere end et årti. Og da han så for alvor tog fat igen, var det en slags farvel til de ”politisk rigtige” socialrealistiske og superrealistiske billeder (som han faktisk også mestrer) og et goddag til det koloristiske, spontane maleri. Et maleri med friske, humoristiske, og undertiden aggressive penselstrøg (der er mange blottede tænder hos dyrene og damerne) i muntre farver. Og også med musik i (de fast komponerede takter og toner gemmer sig i striberne, stregerne og prikkerne). Han havde fundet sin egen fabulerende stil, hvor han er både spøgefuld og dybsindig. I forlængelse af modernismen fra begyndelsen forrige århundrede, over kubisme, abstrakt expressionisme, surrealisme, primitivisme og andre ”ismer” til nye kompositionsmetoder hvor inspiration fra både børnetegninger, drømme og følelsesliv blev/er tilladt. Med en smittende, livsbekræftende umiddelbarhed, der afslører kærligheden til det frie liv, har han lavet sin helt egen blanding, som er umiskendelig. Og fuldstændig frigjort fra forne tiders krav om perspektiv og fotografisk lighed. Men en vis form for genkendelighed er der jo alligevel i hans figurer eller væsener eller rytmiske mønstre. Scenen er totalt frisat. Vi ved ikke hvor vi er, undtagen når han indimellem afslører et og andet gennem sine morsomme og tvetydige billedtekster. Men det gør ikke noget, for det er selve penslens kraft og farve, der sætter dagsordenen. 

Han maler, modellerer, og skærer ud i træ Siden midten af 80´erne har maleri og skulptur således været hans foretrukne medie. Musikken er dog ikke lagt helt på hylden. Han har f.eks. indtil for nylig turneret landet rundt med sit band.  

Skuespillet er ham heller ikke fremmed. Også dette kræver både en vis form for talent, samt stor indlevelsesevne og udtryksfuldhed. Hvem husker ikke Tom fra TV´s successerie ”Taxa”, samt filmene ”Cirkus Casablanca”, ”Midt om Natten”, ”Pusher”, ”Oldboys”, og flere andre. 

Leif Sylvesters karriere har således været en blanding af musikalske udgivelser, samfundskritisk gøgl, billedhuggerkunst og maleri. Og tilmed så også prosa og rimdigte! Han er en ren ordkunstner. Som vores ”nationalskjald” Benny Andersen udbrød da han, på opfordring af sin kone, havde læst Sylvesters illustrerede digtsamling ”Mig og de Andre” fra 1990: ”Leif Sylvester er jo noget for sig – men han er sgu også noget for mig”!  Ikke for ingenting havde bogen med de rimede, underfundige digte mindet dem om Halfdan Rasmussens ”Tosserier”. Samme Benny Andersen udtalte også: ”- jeg følte mig ret beslægtet med hans finurlige og naturlige brug af humor med mørk kant”. 

Ved at studere Sylvesters egen titulering af sine kunstværker ser og oplever vi måske naboens frække dreng eller fregnede pige. De råber og skriger. Og/eller deres hund.  Eller papegøje. Eller deres barmfagre storesøster med hjertemunden. Eller en slåskamp. Eller munter leg. Eller den bange mor. Eller det arrangerede bryllup med hvid brud i rabatten (den kommende ægtemand er desværre stukket af). En kaffeslabberads. Et kærligt kys. Et fnis eller et stort skraldgrin. Eller et skrig og et angstfyldt råb. Eller indre uhyrer (følelser). Et cirkus og en klovn (som jo også bærer på både det komiske og det tragiske). Angribende adfærd. En lille konge eller en bugtaler. Gadeliv. De gule sko. En venlig piratfisk. Den væltede dame. De glade idioter. - De er der alle sammen i et kæmpestort fremmøde.  Sammen med diverse andre livserfaringer, som Sylvester bringer ind i kunsten. Og han bringer også kunsten ind i hjemmene. For med sin uhøjtidelige folkelighed er han på en eller anden måde blevet allemandseje. Både i reproduceret form og i ”original” – for han er stadig til at købe for nogenlunde rimelige penge. 

Som det måske er fremgået af denne introduktion til udstillingen, så bruger Leif Sylvester i høj grad humoren i sin kunst. Han er helt usnobbet, og han taler til ganske almindelige mennesker, og ikke kun dem, der er vant til at færdes i kunstneriske cirkler. Han kommer rundt om det hele, og er i denne udstilling måske endnu mere frigjort end han har været længe. At være en ældre, erfaringsramt herre, er ikke nødvendigvis det samme som at miste sin spontanitet og livsgnist. Tværtimod. Han tilbyder en demokratisering af kunsten. Og med denne sin indsigt, og fornemmelse for det komiske, det kulørte og oplevelsesrige, tilbyder han os en forståelse af både friheden og skønheden i det for ham indlysende almindelige.  

I kor med nogle af hans åndsfæller, f.eks. Benny Andersens ovennævnte kommentarer og Dan Turells valgsprog: ”Jeg holder af Hverdagen” er Leif Sylvester en vigtig del af hverdagens poesi. Udtrykt gennem farverige, fabulerende fortællinger, der er lige så rige på stort som småt – som hverdagen selv. Men den fandenivoldske tilgang til liv og hændelser tyder måske også på en skjult forbindelse til digteren Tom Kristensens ”Længsel mod Skibskatastrofer”? Og andet i den dur. Eller mol, for den sags skyld. Han er ikke umiddelbart til helt at sætte i bås. Dog fristes man til at følges med ham i et eget citat:  ”Det behøver sgu ikke at være så kedeligt alt sammen…..” 

Til udstillingen er udgivet et katalog: ”Den åbne Bog”, som kan købes for 220 kr.