Udstillinger 2021
NYT LYS 2020
12. DECEMBER 2020 – 21. FEBRUAR 2021
Fem lysværker kan i denne periode opleves i Sophienholm Park. Alle lysværker er af samtidskunstnere med en nutidig og progressiv tilgang til mediet lyskunst. Værkerne placerer sig i spændet fra klinisk sci-fi til en designinspireret æstetik. Med mørket som lærred og det kunstige lys som materiale skaber de nye rum i parkens landskab og en nutidig kontrast til Sophienholms klassicistiske arkitektur.
De fem deltagende kunstnere er Alex Mørch, Alice Topsøe-Jensen, Astrid Krogh, Henrik Vibskov og kunstnerduoen SIIKU: Rasmus Nielsen og David H. Péronard.
Læs mere
Corner 2021
Aflyst
Kunstnersammenslutningen Corner vil også i år indtage Sophienholm med mere end 34 kunstnere fra sammenslutningen og 4 inviterede kunstnere: Ivan Andersen, Anne Torpe, Anne Marie Plough og Camilla Thorup. Som sædvanlig vil Corner fylde hver en krog af Sophienholm med kunst – fra Norske Huset til Staldloftet.
Læs mere
Nina Maria Kleivan:
Picture me. A journey into the mess
Udsat til 2022
Nina Maria Kleivan har gennem det meste af hendes kunstneriske virke, fra 1980’erne til nu, arbejdet med identitet og individet kontra kulturen. På denne store soloudstilling får vi en veritabel tour-de-chambre gennem Kleivans livsformende elementer. Ekkoet fra Kleivans norske fædrene ophav, der blev fanget af tyskerne i forsøget på at undslippe til fods over fjeldet til Sverige. Og brudstykker af kunstnerens eget liv og værk fortalt i så forskellige medier som foto, skulptur, maleri, installation – og puslespil! Selv Sophienholm dukker op i dukkehusformat, som en kukkasse for en helt ny videoproduktion. Kleivans værker leger med vores forestillinger om at se og blive set, som et individ og en del af en kontekst. En familie, en nationalitet, en kultur, hvor kontrasterne og dobbelttydighederne hele tiden bryder billedet, driller beskueren og skubber til vores forventninger. Og ikke uden en god portion humor.
Henrik Saxgren:
Fra Tønder til Thule – Det meditative landskab
21. april – 13. juni
I 2020 nåede Henriks Saxgrens berømmede Thulefotografier kun at hænge på Sophienholm få uger, før corona-nedlukningen kom. Det rådes der nu bod på med en ny udstilling, der endda udvider horisonten, så vi også får Saxgrens intense fotografiske blik på de vidtstrakte landskaber ved Sønderjylland og Vadehavet, videre over Island, for igen at lande i Grønland, med de sjældent stærke billeder, der med stor indlevelse dokumenterer nutidens fangerkultur i Thule. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Johannes Larsen museet.
Læs mere
ANNA KLINDT SØRENSEN:
Det grænseløse blik
20. juni – 13. august
Anna Klindt Sørensen (f. 1899) hører til generationen af danske kvindelige kunstnere, der godt nok fik en kunstnerisk uddannelse, men som først nu – hundrede år senere – får fortjent opmærksomhed omkring deres kunst. Som elev af blandt andet Léger var Anna Klindt Sørensen en del af 1920’ernes internationale kunstnermiljø i Paris. Hun var en af de første til at råbe op om manglen på ligestilling i kunsten. Så sent som i 1980’erne forsøgte hun at donere sit eget hjem i Rye til et museum for kvindelige kunstnere, men var måske også her forud for sin tid. I denne store retrospektive udstilling er der særlig lagt vægt på to markante temaer for hendes værk: landskabet – den berejste kvindes kredsen om sin hjemstavns natur i Ry, og den kvindelige model – i den kvindelig kunstners optik. Endelig perspektiveres kunstneren af et helt nyt værk kreeret til udstillingen af samtidskunstner Birgitte Ejdrup Kristensen, som længe har ladet sig inspirere af netop Anna Klindt Sørensens værker.
Læs mere
GÅ
21. august – 31. oktober
Med live-events, podcasts, performances, filmvisning og kuraterede gåture sættes hele Sophienholm i spil på udstillingn GÅ, hvor historiske kunstværker og en række af tidens stærkeste samtidskunstnere forholder sig til fænomenet at gå.
At trave, traske, spadsere, promenere, marchere, hike, flanere! Hvordan har kunsten og kulturen iscene- og italesat det elementært menneskelige at bevæge sig på to ben? Sophienholm Kunsthal vil med udstillingen udfolde de mange betydninger, der knytter sig til fænomenet at GÅ. Fra at være et grundvilkår til livets opretholdelse, et trælst transportmiddel, til en markør af frihed og overskud. Fra romantikkens vandringer til de marcherende masser. Fra træsko til laksko, fra by-promenade til bjerg-hiking til corona-gåtur.
Udstillingen breder sig både ude i Sophienholms berømte haveanlæg og inde i kunsthallen, hvor en skønsom blanding af maleri, tegning, performance, foto, installation og skulptur reflekterer over den rolle fodgang har i vores kultur. Udstillingen rummer bl.a. værker af:
AVPD, Erik A. Frandsen, Jokum Rohde & Søren Ulrik Thomsen, Cai-Ulrich von Platen, P.C. Skovgaard, J.F. Willumsen, Storm P., HuskMitNavn, Nermin Duraković, Nanna Rosenfeldt-Olsen, Katja Bjørn, Anne-Mette Schultz, Mo Maja Moesgaard, John Kørner, Dea Trier Mørch, Frederik Vermehren, Tal R., Johannes Senn, Lorenz Frølich og Peter Funch.
Læs mere
Snedkernes efterårsudstilling - Tid, takt, tone
6. november 2021 - 2. januar 2022
(lukket den 22. december pga. Covid-19)
Snedkernes efterårsudstilling fejrer i 2021 sin 40-års fødselsdag med hele to udstillinger: Tid, Takt og Tone med dugfrisk bud på møbler og en retrospektiv digital udstilling. SE udgiver som altid et illustreret katalog om årets udstilling.
I år har SE’s medlemmer og gæsteudstillere fået til opgave at komme med deres bud på, hvad de forstår ved begreberne tid, takt og tone. Uden at afsløre for meget er der mange interessante og overraskende møbler i vente - fra et måneur med forgyldt motor til en slangeformet stok. Udstillernes refleksioner over temaet, er omdrejningspunktet for de udstillede prototyper, som alle er unika. Det er ikke et salgsvindue, men mange møbelklassikere er gennem tiden udsprunget af Snedkerne Efterårsudstilling.
Foreningen er medlemmernes sandkasse, hvor de frit og uden kommercielle hensyn kan eksperimentere med materialer, former og møbeltyper. - Nanna Ditzel
At se på samtidens takt og tone i forhold til møbeldesign er utroligt vigtigt, da det ikke alene siger noget om de design- og miljømæssige krav, vi står overfor, men også noget om vores selvforståelse, som afspejler vores samtid og ikke fortiden. - Claus Bjerre
Læs mere
NYT LYS 2021
9. DECEMBER 2021 - 30. JANUAR 2022
Midt i vintermørket lyser parken på Sophienholm op med lysværker af Dark Matters, Sara Ki Noguera Plans & Jonathan Ki Lindhult, Eva Koch, Gun Gordillo, Evren Tekinoktay og Nermin Duraković.
Oplev selvlysende svampe, en udsmykket bro, et psykedelisk inficeret Norske hus, valmuer på spring og neonklange i drivhuset. Lysværkerne kan opleves i parken alle dage efter skumringstid.
Udstillingen er tændt fra kl. 7 til solopgang og fra skumringstid til kl. 20, og den er gratis.
På Sophienholm har vi skabt en ny tradition i årets mørkeste måneder. Vi lader kunstnerne indtage parken, så den lyser op, når mørket falder på. Overraskende, poetiske, dramatiske og syrede værker venter og giver dig - beskueren - mulighed for en anderledes gåtur på de snørklede grusstier på Sophienholm.
Kurator: Anne Zychalak Stolten i samarbejde med Sophienholm
Læs mere